Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Hamlets Skygge - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
moden Hvede .... Men da han blev gammel søgte han
Jørgen Bukdahl.
A. S. Vedel læste den gamle Folkevisetekst, disse hjærtelige
Vers saa fulde af Sjæl og Oplevelse, med denne Lysvirkning
over sig som de gamle Middelaldermalere evnede at skabe,
Flemalmesteren, denne uforbeholdne Hengivelse i Udtrykket,
steg Danmarks Dronning for ham, og han levede med, hun
kom ogsaa til ham, til Liljebjerget i Ribe By, og han bliver
sit Stofs Meddigter og føjer et nyt Vers ind i den gamle Tekst :
Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred
hun kom goden Bonde til Lise.
Ved denne Tildigtning ser vi som i et Glimt ned i den
gamle Historikers Sjæl. Men det var ikke alene til Sjælen i
Folkeviserne, han lyttede, men ogsaa til Sproget, det friske
og intime Dansk, ogsaa det var en Lægedom for den gamle
Latiner. Han skriver i Fortalen til Udgaven: «Dersom der
ingen anden Aarsag var til at læse disse gamle poetiske Digte,
var denne ene tilstrækkelig: for Sprogets Skyld, det vil sige,
for de herlige gamle danske Gloser og Ord, dette skønne Sprog
og denne runde Tale, denne udmærkede Komposition og
Digtning i sig seiv. Hvis nogen vil forsøge det, saa kan han
tåge et af de Digte, der gøres nuomstunder og sammenligne
det med et af disse fordums Digte, da skal man i Sandhed
erfare, at det er ligesom Dag og Nat, som man plejer at
sige . . . .»
Han var den danske Prosas Mester, hans Saxooversæt-
telse er endnu levende Dansk, det smager af Kernen, som
igen til Latinen. Da den store Opgave døde i hans Sind, da
Mismodet kom efter Stemningsforbruget, var det hans Hvile
at skrive latinske Digte eller Ligvers. Det er ikke alene Fry
den ved Færdigheden, der her gør sig gældende. Noget nyt
er kommet til ogsaa her. Han der i ovenstaaende Citat er
klærer sin Kærlighed til det danske Sprog, føler nu dets
levende frugtbare Uro som en Smerte for det hærgede Sind.
Minder og Drømme steg op af Grave derved. Han finder
nu Hvile i et dødt Sprogs klassiske Ro. Lad være at disse
Sysler falder sammen med Tidens Stil, i hans Tilfælde be
tød det noget mere, betød det en Flugt til et Sted, hvor Rø
ster fra Grave ikke kunde vække ham. Hans Situation her
denne Glød i Intimiteten .... og op af den gamle Tekst
396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
