Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, David og Hall. Krisen i Danmarks historie 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Erik Årup.
Den historiske kritik har vundet sine store sejre paa de
historiske beretningers omraade; thi diplomatiken havde
alle-rede? længe inden den fremkom, fundet fäste regler for den
kritiske vurdering af dokumenterne, den vigtigste gruppe af
de historiske levninger. I det forlobne aarhundrede har
diplomatik og kritik arbejdet haand i haand, og det störste
resultat af deres samarbejde har været at fastslaa, at hvor
levning, som regel dokument, staar mod beretning, maa
beretningen vige for dokumentet. Beretningerne er dog
uund-værlige eller værdifulde kilder, og det har vist sig, at jo
oftere kritiken sammenholder beretning med beretning eller
beretning med dokument, jo oftere den paaviser den ene
beretnings afhængighed af den anden eller af et dokument,
des rigere og sikrere viden udvinder vi af beretningen. Det
er sändt, at kritikens arbejde ätter og ätter udskyder
med-delelser i beretningerne som uholdbare og urigtige överfor
ældre eller andre vidnesbyrd. Denne udskyden af
beret-ningernes meddelelser har ofte paadraget den historiske kritik
en taabelig beskyldning for at være »negativ». Sandheden
er, at alt kritisk historisk arbejde er positivt, fordi det bringer
os rigtigere forestillinger om fortiden.
Dette kritikens arbejde med de historiske beretninger
der har fort til og fortsat stadig vil fore til udvindelse af nye
videnskabelige kendsgerninger, har dog gennemgaaende holdt
sig indenfor den grænse, som Ranke drev kritiken frem til,
da han i 1824 anlagde dens metode paa historiske
beretninger fra 16. aarh. og paaviste, at selv naar beretterne som
Guicciardini var samtidige öjen- og orevidner til
begiven-hederne, vilde de dog ofte skrive ikke ud af deres egen
pri-mære erfaring, men bruge ældre kilder til deres fremstilling,
omend de derved gjorde denne sekundær. Den historiske
kritik har underlagt sig næsten alle beretninger fra tiden
indtil 16. aarh., den er stadig optaget af at studere dem og
vinde ny resultater for historieskrivningen af sit studium.
Den tager hver beretning for sig, giver omhyggelige
beskriveser af den ydre form, hvori den foreligger, ligetil
milli-metermaal af dens format, forklarer skriften og stilen, paa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
