Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, David og Hall. Krisen i Danmarks historie 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
Erik Årup.
tilknytning til Tyskland. Den anden var den skandinaviske
linie, der vistnok kun gennem krig og monarkiets
spræng-ning under et endeligt opg0r mellem dansk og tysk kunde
f0re til det danske kongeriges politiske tilknytning til de to
andre nordiske riger.
For Hall var der egentlig intet valg mellem disse lo
retningslinier. Personligt betragtede han den skandinaviske
politik som den eneste rigtige for Danmark, og til denne
politiske opfattelse havde det store flertal af det danske folk
sluttet sig i al almindelighed. Det stod ogsaa Hall klart, at
dette var den eneste politik, som han og en nationalliberal
regering, hvoraf Orla Lehmann var medlem, kunde fore med
nogen udsigt til et heldigt resultat. Ligesaa klart saa han,
at vilde man tænke sig at fore Danmark gennem krisen ved
en eftergivende helstatspolitik, maatte de konservative
helstatsmænd overtage ansvar og regering, thi kun, naar de var
de ledende, vilde udlandet fæste lid til en saadan politik.
Jo mere krisen udviklede sig, des fastere blev Halls
over-bevisning om, at hver politik krævede sine mænd. Han har
maaske, som krisen blev farligere, kunnet nære tvivl, om
det dog ikke var bedre at lægge dansk politik om til
helstatspolitik, men ikke om, at saa maatte helstatsmændene
træde til. En nationalliberal regering, der skuide fore en
slags eftergivenhedspolitik, var en selvmodsigelse og til ingen
nytte, i sin meningsloshed den störste färe for Danmark.
Danmarks krise lagde lige alvorligt sin tunge pligt paa Bluhme
og Andræ som paa Hall.
Fra dansk side blev det Hall og, som det skuide vise
sig, næsten alene ham, der fik at overveje, paa hvilken maade
man kunde udforme skandinavismen i politisk handling. Her
havde han den lykke, som det syntes, pludselig at mode en
stærk og levende tilslutning fra ansvarlig svensk side. Denne
politiske skandinavisme, for älvor og under politisk ansvar,
forlob i meget kort tid, og der er endnu særdeles månge
uop-lyste punkter deri. Man har ofte sagt, at den svenske gesandt i
Köbenhavn 1863, grev Hamilton, var ophavsmanden dertil,
og man har nævnt hans personlige egenskab af spiller for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
