Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, Om overleveringen af Valdemar 3.s haandfæstning og om kirketienden i Danmark i 13. og 14. aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar 3.s haandfæstning.
275
men vi t0r af udtalelserne slutte, at kong Erik 6. indtil 1296
kun havde taget kirketienden i Danmark med kirkeværgernes
samtykke og mod betaling og kaution, at regeringen indtil
da overholdt rigsloven af 1284. Maaske blev det senere
anderledes. Naar Ribeaarbogen under 1313 meddeler, at da Erik6.
havde besejret de oprorske norrejyske bönder, maatte de give
ham deres kirketiender, er det muligt, at en gratis udlevering
af kirketienderne til kongen var en del af sej rens pris —
men det er dog ogsaa muligt, at kongen vel tog dem, men til en
af ham fastsat maksimalpris. Naar de sjællandske b0nder 1317
afkober Erik 6. deres kirketiender, er det ogsaa rimeligt at
antage, at kongen har beslaglagt dem til en saa lav pris, at
bönderne saa deres fordel ved at kobe dem igen af ham,
fordi der endnu var en avance at hente paa forskellen
mel-lem kongens maksimalpris og markedsprisen *. Det er i alt
fald givet, at i Kristoffer 2.s haandfæstning af 1320 25. jan.
forudsættes ätter hele den samme retstilstand som i rigsloven
af 1284. Her bestemmer § 2: kirketienderne skal ikke
kræ-ves eller tages, uden der er givet tilstrækkelig sikkerhed for
betalingen til præsterne og sognebonderne, som de har
er-klæret sig tilfreds med og faaet sikkerhed for. Denne
be-stemmelse udvider blot retstilstanden, som vi kender den
fra 1284, derved, at den henskyder det til sognebondernes
egen afgorelse, om kautionen er god nok 2.
For at kunne endelig afgöre, hvilken af de to versioner
af Valdemar 3.s haandfæstning § 2 der er den rigtige, maa
vi endnu undersoge, hvorledes retstilstanden paa dette punkt
var i tiden efter 1326. Herom oplyses vi ved § 7 i kong
Magnus Erikssons privilegium til Skaaningerne af 1340 28.
juni, der sikkert nok kun er en bekræftelse af, hvad han
allerede havde tilsagt dem 1332, da de tog ham til konge.
Bestemmelsen lyder: kirketienderne skal ikke förlänges eller
beslaglægges i vört navn eller af vore ombudsmænd, men
sælges frit til hojest mulige pris til kirkernes fordel,
medin i ndre rigets hoj este nod t vinger os dertil, og sel v saa skal
1 Ann. Dan. 155, 169.
2 Aarsb. fra Geh. arch. II, 9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
