Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, Danmarks krise 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danmarks krise 1863.
47
Det er det mærkelige, at om Hall, denne store politiske
fører, ved vi i virkeligheden saa lidt som om Estrup. Han har
forsmaaet at tale om sig selv i memoirer; han har som bekendt
næsten ingen breve skrevet, hans »dovenskab» hindrede ham
deri. Der vil naturligvis kunne gøres en studie over ham
gennem hans taleri rigsdags- og rigsraadstidende, naar der engang
kommer danske historikere, der tager dette møjsommelige
arbejde op. Hidtil er disse værdifulde kilder næsten ganske
ubenyttede til karakterisering af danske politikere. Da Hall
saaledes helt har hyllet sig selv i fuldstændig tavshed, vel
fordi hans politiske gerning var for Danmark saa
betydningsfuld og saa aldeles slog fejl, hviler den herskende
opfattelse af Hall paa den karakteristik af ham, som hans
saakaldt& venner, Andraé og Krieger, med hvem han spiste
saa månge torsdagmiddage i Andræs hjem, har givet af ham.
Disse to meget snæversindede mænd var enige om, at Hall
var svag og eftergivende, utilbøjlig til at følge dem i deres
forlangender om hensynsløs forfølgelse af grevinde Danner *;
Andræ klagede, som Schovelin særlig fremhæver, over
vennens vankelmodighed, viljesvaghed og raadvildhed, over hans
evige eftergivenhed og hans smaa underfundigheder2; det
vilde være let nok at supplere fra Krieger. Men Schovelin
burde vide, at saaledes skäl historikeren ikke ganske blankt
underskrive ait, hvad der blot bliver lagt for ham. Andræs
og Kriegers meninger om Hall har deres største interesse
ved, hvad de oplyser om dem selv; men de kan ikke være
bindende for eftertidens dorn eller for den historiske forsker,
der i saa fald vilde komme i den stilling, at de, der har
skrevet, altid har ret, de, der har tiet, altid har uret.
Her staar vi forøvrigt, som jeg allerede tidligere har
paapeget3, ved et af de hovedpunkter i al historisk forsken,
hvor der tydeligt viser sig en bestemt modsætning mellem
en ældre og en yngre kritisk retning. Den ældre, som man
maaske kan betegne som den tysk-kritiske skole, kan ikke
1 Dansk hist. Tskr. 9 R. VII, 376-379.
2 Nationaltidende 1928 23. maj. Aftennr.
3 Dansk hist. Tskr. 9 R. II, 112—114.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
