Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Norvin, Barthold Georg Niebuhr og den historiske kritik. I hundredaaret for hans død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
William Norvin.
været i hans tanker, naar han syslede med de romerske
tribuners kamp imod patriciernes egenmægtige skalten og välten
med statsdomænerne, fremgaar med tilstrækkelig tydelighed
af hans breve og embedsskrivelser; men dette forhold forleder
ham ikke til konstruktioner udfra en fjærn analogi, det
inspirerer ham til kritik saa vel af antik overlevering som af
nyere teorier.
I et ikke fuldført ungdomsarbejde om jordbesiddelsen i
det republikanske Rom spirer kritiken frem paa en maade,
som gør det forstaaeligt, at Römische Geschichte, der blev til
henimod en halv snes aar senere, bærer præget af den modne
forsker. I dette ungdomsarbejde tager forfatteren sit
udgangspunkt i Macchiavellis og Montesquieus behandling af
spørgs-maalet om besiddelsen af Italiens jord. Begge disse tænkere
gik ud fra den forudsætning, at der ved forslagene om
jordreformer var tale om at expropriere privatejendom, og medens
Macchiavelli fandt dette ganske i sin orden, set fra den
stats-politiske tankegang, som Niebuhr finder særlig prægnant
udtrykt i den sætning, at det maa være maalet for enhver stat at
være rig, medens samtidig de enkelte borgere bør vare fattige,
saa opfattede den franske oplysningsfilosof de foreslaaede
expropriationer som en retfærdig reform til fordel for de ringere
stillede i samfundet. Da Niebuhr gik til de antike kilder, som
han i forvejen var fortrolig med, opdagede han snart, at
overleveringen om tribunernes reformforsøg var forvirret og
misvisende. Han underkastede dem nu en systematisk undersøgelse.
Blandt de græske historikere indtog Plutarch en særlig
stilling, ikke blot derved, at han har biograferet Graccherne.
Hans biografier havde i det hele taget lige siden Amyots
oversættelse i sekstende aarhundrede ikke blot været overordentlig udbredt
og yndet læsning og øvet en mangfoldig indflydelse paa
digtningen i alle lande, men de havde været den mest almindelige
og lettest tilgængelige kilde til kundskab om Roms historie i
ældre tid; uden kritik var alle de moraliserende anekdoter
blevne taget for gode historiske varer. At vurdere disse skrifter
som historisk materiale er forøvrigt endnu stadig forbunden
med store vanskeligheder, da kildeforholdet for de forskellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
