Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigvard Skov, Anders Sunesøns parafrase af Skånske Lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Sunesøns parafrase af Skånske Lov.
187
antagelse af de af Anders Sunesøn opregnede ubodemål for
gammel skånsk ret1. Det har ganske givet været en sag,
der har ligget Anders Sunesøn på sinde at få udvidet
rækken af fredsbrud som ubodemål, så meget mere som han
her har været i overensstemmelse med den canoniske rets
krav om pax dei2.
I Skånske Lov findes nogle få bestemmelser, som Anders
Sunesøn ikke har gengivet i sin parafrase, en enkelt som
kap. 222 om ægteskabsbrud fordi sager desangående efter
hans opfattelse rettelig hørte hjemme under den gejstlige
Jurisdiction, andre fordi der her foreligger divergerende
opfattelser mellem den gamle konservative skånske ret og
kancelliet, dvs. Anders Sunesøn, der ønskede at gøre en anden
opfattelse gældende i en ganske fast afgrænset gruppe sager
om håndløs våde. Nøglen til denne forklaring ligger i Skånske
Lov, kap. 101, der handler om det tilfælde, at en mand
omkommer i en lergrav eller rævegrav. Skånske Lov sætter
her bødestraf på tre mark med den tilføjelse, at kongen
siger, at for den slags sager skal der ikke bødes, »æn þo sihir
konung, at fore þæskyns mal ællær grafæ skal man ækki
bøtæ». Med den slags sager hentydes til kap. 100 om
ulykkestilfælde ved gravning af privat brønd, og kap. 205 om snarer
og faldstok i skov og på mark skader nogen. Begge disse
kapitler er udeladt af Anders Sunesøn. At kongen siger3,
at for den slags sager skal der ikke bødes, kan kun betyde,
at kancelliet hævder, at den slags sager må regnes for
hændelige uheld. Grunden til, at Anders Sunesøn ønskede
lempeligere bestemmelser for håndløs våde i disse specielle tilfælde
og kun i disse, er sikkert den, at Anders Sunesøn ønskede at
1 K. Lehmann: Die Königsfriede der Nordgermanen, 143—44 (1886).
2 Caii. XXII fra Laterankonciliet 1179 og Gregors Decretaler c. 2, X, I, 34.
3 P. Johs. Jørgensen hævder i Manddrabsforbrydelsen,65, at ordene skal
tolkes således, at for den slags sager skal der ikke bødes til kongen; det
synes dog ret mærkeligt, da der i Skånske Lov, kap. 102 og 108 nævnes
sager, hvorfor der ikke skal bødes til kongen og erkebispen, hvad også Anders
Sunesøn refererer i parafrasens kap. 56. Lehmanns opfattelse (Die
Königsfriede, 124), at kongen her skulde holde på den gamle ret afvises af L.
Holberg: Dansk og fremmed Ret, 209 ff. (Khvn. 1891).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
