Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigvard Skov, Anders Sunesøns parafrase af Skånske Lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Sigvard Skov.
sig »med loven», dvs. de gamle bevismidler, derfor har
Anders Sunesøn udeladt denne bestemmelse.
I procesretten er Anders Sunesøn interesseret i at gøre
to vidners samstemmende udsagn til fuldgyldigt bevis, hvad
det var efter den canoniske ret, der her støtter sig direkte
på Bibelens ord 1 og i øvrigt også stemmer med romerret2.
Det kunde han nu ikke gennemføre, men han fik i
forordningen af 1200 indført, at for to vidners udsagn kan man
kun fri sig ved jernbyrd.
Det er allerede tidligere nævnt, hvorledes Anders
Sunesøn gør sig til talsmand for det princip, at straffen bør ramme
den skyldige og kun den skyldige, ikke den blot tilfældigt
implicerede, der lod lergrav grave eller i god tro benægtede
tyvekosters tilstedeværelse i sit hus. I forbindelse hermed
står — ligeledes i overensstemmelse med canonisk ret —
ønsket om at gøre psykisk meddelagtighed strafskyldigt. Det
hedder i kap. 49, at hvis en træl begår drab på herrens
tilskyndelse, da skal herren yde fuld mandebod, ikke for
trællen, som det hedder i Skånske Lovs kap. 119, men for
sig selv som den egentlig skyldige. Anders Sunesøns
bestræbelser går her ud på at ændre skyldsbegrebet fra at være
formelt til at blive reelt, eller udtrykt på en anden måde,
at gøre det juridiske skyldsbegreb og det kirkelige
syndsbe-greb identiske.
Efter den canoniske retsopfattelse kunde en gejstlig ikke
straffes efter landsloven; han hørte udelukkende under den
kirkelige jurisdictions værn og vold. Dette »privilegium fori»
synes ifølge Skånske kirkeret, text I, kap. 7 at have været
i kraft i Skåne, og denne antagelse bekræftes yderligere, af
et tilfælde vi har kendskab til fra Anders Sunesøns tid.
Ifølge Skånske Lov, kap. 215, parafrasen, kap. 126 kunde
husbonden frit dræbe sin hustrus elsker, om han greb ham
på fersk gerning. Var nu elskeren, som det kunde hænde,
1 Liber Numerorum caput XXXV, 30 ff; Liber Deuteronomii cap. XVII,
6; c. XIX, 15; Evangelium apud Joannem c. VIII, 17; Epistola b. Pauli ad
Gorinthios II, c. XIII, 1.
2 L. Holberg: Dansk Rigslovgivning, 64.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
