Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stockholm — Montmart r e
57
Staden — med indviklede krinkler, sporvogner og jernbaner — alt
hindrer mig fra at bestemme noget. — Calle? ja han bodde jo i
Sundborn, laa det i Haparanda? Jeg tog fram et brev fra ham for
liksom at ha en kammerat.
Ved disken stod en pelsklædt herre og talte stedvant med den
hvitklædte kellneren — pelsmannen kunde vel være i mitten av
fyrretyverne, vakker, godlidende, noget krigersk svenskt, med det
ubestemmelige som vi kaller europæisk. —
Han spurte mig om et eller andet, og paa fransk, vi vekslet kort
og var snart paa Monten, snart paa Café de la Paix. — Vi kom fort
over Rhinen og paa tysk tok vi til Hofbräuhaus i München. — Han
var en charmant causeur, og da han hadde et dypt ar over venstre
kindben — efter en kugle eller et kaardestøt (fra slaget ved Narva,
21de november 1700), følte jeg at her var en av Karl den XII’s ægte
gossar blå!
Baronen bad mig paa middag, ungkarsmiddag, og ringte op sin
husholderske.
Vi bilte gjennem Stockholm, bilte svært ogsaa. Jeg hadde følelsen
av at vi for i samme retning som Malaren.
— Vi stoppet ved et moderne mange
etagers hus, gik ind i elevatoren, tryk paa
en knap og vi var øverst oppe. Men da,
da ser han nedover mig og viser paa min
urkjæde og sier lavt: stoppa inn den der
— for jag har en husholderska af fin familje.
Selvfølgelig! Men om det vakre, ja et
vidunder av et sølvblankt nikkel-urkjæde
er at si: Det var fra min femaarige
lillegut, Erik, hans julegave fra siste jul i
Eggedal, kjøpt paa butikken for 2 kroner.
5 — Chr. Skredsvig: Det gamle skilderi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
