Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68-
SELV-ANDEN PAA 86° 14’.
blodet sildrede paa isen. «Gi’ den et te,» sagde
Jacobsen, og jeg gjorde saa. Den strakte sig i dødskampen
og flk endnu en kugle til af Nansen, som nu havde
faaet sit gevær klart. Ved mit første skud sprat op en
hund under bjørnen, let som en fjær, uskadt og glad.
Nu saa vi, at koblerne til de tre hunde var
istykker, bjørnen havde simpelthen gaaet ind lænselemmen,
taget hundene og revet dem ud af koblerne med sig
ud paa isen. Ved at lede blandt kossene fandt vi
ogsaa de to hunde, det var «Johansens ven» og bror til
«Suggen», to af de bedste hundene. Nu kunde jeg da
nærme mig «min ven», uden at den skulde tage imod
mig med knurren; stakkars dyr der det laa med
opreven rygrad og ganske fladtrykt. Jeg syntes, det var
en stor tilfredsstillelse at have hevnet dens død ved at
have dræbt dens morder. — Den anden hund var bidt
tvers over snuten, og den var det formodentlig, der
havde skreget som en ræv. Vi kunde se, at bjørnen
havde ligget over den, mens den spiste paa den anden.
Det var godt, det gik, som det gik med Peder, nu
kunde vi betragte sagen fra den komiske side med al
dens forstyrrelse og leven. Bjørnen var ikke voksen
engang, — men grei nok for det. Men har vi tabt
hunde idag, saa har vi ogsaa faaet hunde igjen, idet
«Kvik» den 13de nedkom med 13 unger, en til hver af
os 13 ombord. Det meget omtalte 13-tal viste sig flere
gange som et lykketal i ekspeditionen.
Fem af hvalpene dræbte vi, da «Kvik» ikke kunde
greie dem alle i kulden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
