- Project Runeberg -  Selv-Anden paa 86° 14' /
164

(1898) [MARC] Author: Hjalmar Johansen With: Severin Segelcke
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

164

SELV-ANDEN PAA 86° 14’.

Vi maatte lade det sidde, der det sad. Klæderne hug
i haandled og haser, saa vi blev saare. Hundene blev
lidt efter lidt vrange til at trække. De tog sig en stans
uden videre og gav sig til at springe over hverandres
trækliner, saa det blev fuldstændig platting af det; tidt
og ofte maatte linerne klares, det var et surt arbeide
med frosne, blodige fingre. Og saa var der nogle hunde,
som, straks det blev en stans, havde det med at bide
over snorene; nogle af de værste havde staaltraad
indlagt i sæletøiet, ja «Russen» havde bare staalgreier, men
kunde han ikke bide sig løs selv, saa bed han en anden
løs. Saa spildte vi tid med at fange dem ind igjen;
undertiden maatte vi holde det gaaende med et lidet
spand, medens de løse hunde fulgte karavanen i
ærbødig afstand. — Vaatterne blev stive og isede, tilslut
maatte vi bjerge fingrene ved at bruge ulveskindsvaatter
med sennegræs i. Fødderne bjerged vi merkelig godt;
men saa var vi ogsaa rædde for dem, vi holdt stort
bentoilette, baade naar vi gik i posen, og naar vi tørned
ud. Før søvnen tog vi af os paa benene, vrængte
finneskoene og greide ud det vaade sennegræs, som vi
stop-ped ind paa kroppen, forat det kunde tørke til
morgenen; saa tog vi haarladder og ulveskindsladder eller
fodkluder paa inde i de vrængte finnesko for natten.
Om morgenen var det da at stelle til fødderne slig, at
de kunde holde ud for dagen.

Soveposen var vor bedste ven, men den blev ogsaa
stivere og tungere af isen dag for dag; af og til maatte
vi se at faa vrængt den og banke af isen med vore
skistaver. Om kvelden, naar vi krøb i den, blev da baade
den og klæderne lidt efter lidt myge. Den stakkars
kroppen maatte nok først tine op disse, før vi kunde
faa følelse af varme i os. De stivfrosne vaatter og det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 19:19:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/selvanden/0184.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free