Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366-
SELV-ANDEN PAA 86° 14’.
nede der to skud fra «Fram»s kanoner saa sterke, som
vi aldrig havde hørt dem før, — ja hele skuten rystede.
Det var Peder, som stod for saluten; han var i den
anledning steget fra harpuner til kanoner; vi spurgte ham,
hvorfor han brugte saa svære ladninger, og om han ikke
vilde leve længere, nu han var kommet hjem. — Men
han mente, vi var nogle tosker, som ikke skjønte, at
han skjød slig, fordi vi maatte gaa fra byen, uden at de
flk anledning til at holde nogen fest for os. «Det var
da det mindste, vi kunde gjøre, at give dem en ordentlig
salut,» mente han. — Modtagelsen i Kristiania var
gribende høitidelig. Ingen af os glemmer nogensinde den
stund, da vi steg iland paa bryggen. Hele fjorden var
fuld af fartøier i festskrud, og iland stod en eneste
sort menneskemængde. Men der var en stilhed udbredt
over folket, som manede til andagt, og saa kom det fra
det store kor: «Lover den herre, den mægtige konge,
med ære.»
Nu var vi hjemme, men deroppe i den evige is
rugede ensomheden større end før; thi ingen skute laa
længer og forstyrred isens vilde leg, og ingen mennesker
søgte at udforske dens hemmeligheder.
Men kanske isørkenen netop derfor nu syded i raseri
over, at 13 mænd havde trodset dens paabud om, at
adgang var forbudt, og havde trængt ind der, hvor intet
menneske før havde været.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
