Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i
Idet Thorhall og hans følge seilede nordefter forbi
Furdu-strandir og Kjalarnæs og vilde krydse mod vest rundt næsset, fik
de en sterk vestenvind mod sig og blev drevet hen til Irland, hvor
det siges, de blev stygt mishandlet og gjort til trælle, og ifølge hvad
der berettedes af kjøbmænd, mistede Thorhall sit liv.
Det berettes dernæst om Karlsefne, at han sammen med Snorre
og Bjarne og deres folk foer sydefter ud for kysten. Her bør
bemerkes, at det ikke altid maa tages saa strengt bogstavelig, naar
det heder, at de seilede mod syd. Som vi ovenfor har seet med
hensyn til Erik Røde, hedte det, at han seilede mod syd, da han dog
i virkeligheden seilede mod nordvest. Naar vi tager for os et kart
over Nord-Amerika, saa ser vi, at landets østlige kyst fra
New-Foundland af strækker sig fra nordøst mod sydøst. Fra nærheden
af Cape Breton og fra den østlige ende af Nova Scotia, i hvis
nærhed de reisende ifølge Gustav Storm ved dette tidspunkt befandt
sig, strækker kysten sig næsten bent i vest, eller for at være
nøiagtig, vestsydvest, til Halifax. Hvis vi følger Rafns teori, at de
reisende nu befandt sig søndenfor Cape Cod, saa maatte de
ligeledes seile mod vestsydvest. Det siges, at de reisende foer
længe, og helt til de kom til en elv, som kom ned fra landet og
gjennem en indsø løb ud i havet. Der var store opskyllinger ved
mundingen af elven, saa man ikke kunde gaa op i den uden ved
høi-vande. Som ovenfor bemerket ligner dette Flatøbokens beskrivelse
af det sted, hvor Leif landede. Karlsefne seilede med sine folk
op i mundingen af elven og kaldte det Hop. Det siges, at de
fandt selvsaaede hvedeagre paa landet, hvor der var lavt, og
hvorsomhelst der var bakker, var der vinranker. For os, som bor i
de vestlige stater, høres ikke denne omtale af stedet for
vinrankerne særdeles tilforladelig ud. Vi ved, at her findes
vinrankerne hverken overalt, hvor der er bakker eller overalt, hvor landet
er lavt. Vi ved, at vinranker leilighedsvis findes paa høit land, men
de findes mest paa lavland og langs elvebredder. Vi ved ogsaa,
at vinrankerne slynger sig op ad træer eller hvad andet, de kan
klynge sig fast til. Denne eiendommelighed ved vinrankerne
nævner ikke sagaskriveren skjønt det skulde synes at have ligget
meget nær efter hans omtale af, hvor de voksede. Efter
beskrivelsen skulde man nærmest tro, at der slet ikke fandtes træer, hvor
der voksede vinranker. Hvor langt anderledes naturtro lyder
ikke beretningen i Flatøboken, af hvilken det klart nok fremgaar,
at det var i skoven Tyrker fandt druerne. Man maa vel helst
antage, at ligesom forfatteren i Hauksbok og i no. 557 paa et par
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
