Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
;6
seilede han sydover rundt øen for at vende tilbage til Island paa
vestsiden men mødtes af nordostvind og blev drevet langt ud i havet mod
sydvest. Sent ud paa sommeren kom de til et stort land, hvor de
landede. De blev omringet af en stor skare af de indfødte, der
fangede og bandt dem. Der var ingen i flokken, som de kjendte,
men det forekom dem, at de talte irsk. Det maa her bemerkes, at
der staar ikke i sagaen, at de reisende, som Storm siger, "ansaa"
indbyggernes sprog for irsk. Mens de indfødte nu holdt raad om,
hvad de skulde gjøre med de fangne, nærmede en stor flok mænd
sig med en fane i spidsen, og nær denne red en stor gammel
mand af et stateligt udseende. Det var Bjørn Asbrandsson. Han
tiltalte Gudleiv paa norsk, og da han hørte, at han var fra Island,
gjorde han mange spørgsmaal angaaende sine bekjendte der, især
om Thurid af Frodaa og hendes søn, Kjartan. Han tog derpaa
tolv af sine mænd tilside for at holde raad. Da han kom tilbage,
sagde han til Gudleiv og hans fæller, at de indfødte havde
overladt sagen til ham. Han gav derpaa de reisende deres frihed og
raadede dem til straks at forlade landet. Han gav dem en
guldring med for Thurid og et sverd for Kjartan og bad dem advare
hans venner og slegtninger fra at komme over til ham, da han
nu var bleven gammel og ikke kunde have længe igjen at leve.
Endvidere sagde han, at landet var stort og havde kun faa havne,
og at fremmede kunde overalt vente en fiendtlig modtagelse.
Gudleiv og hans fæller seilede da bort og kom om høsten tilbage til
Dublin.
Her mener nu Storm, at vi har en ganske parallel fortælling
til Landnamabokens om Are Maarsson: "Landets sprog er irsk,
det ligger langt ude i Atlanterhavet, sydvest for Island og vest for
Irland, det har søværts forbindelser med dette land, og selve
"fanen" er en tydelig reminiscens af de kristne presters procession.
Merkes bør, at folk kommer ridende som i Europa, medens heste
som bekjendt ikke fandtes i Amerika, og at Bjørn forærer sin søn
et. "sverd" (naturligvis et jernsverd), medens et amerikansk
bron-ce- eller stenvaaben neppe vilde være en anselig gave paa Island."
Den formentlige parallel til Landnamabokens beretning
eksisterer imidlertid ikke. Der er forskjel paa, at det forekom de
reisende, at de indfødte i det fremmede land talte irsk, eller endog
paa, som Storm siger, at de reisende ansaa sproget for irsk, og at
det virkelig var irsk. Om Are Maarssons Hvitramannaland staar
der, at det laa sydvest for Island og vest for Irland, men om
Gudleiv Gudlaugsson berettes, at han af nordøstvind blev drevet i syd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
