Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Livet paa den store sibiriske Landevej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
180 Sibirien.
Provinsen Jakutsk, fordi han ikke vilde være en Forræder mod sine Venner,
fordi han ikke vilde kysse den Jernhaand, som havde ramt ham, og ikke med
Ed bekende at være en tro Undersaat af »Herrens Salvede«, Alexander IH.
For at Læseren ikke skal tro, at jeg overdriver, naar jeg betegner For
visningen til en Jakutooloos som ensbetydende med at blive levende begravet,
vil jeg skildre den saaledes, som den viser sig for vel underrettede, fordomsfri
Russere.
I Begyndelsen af Aaret 1881, da den liberale Minister Loris Melikoff
var ved Roret, og der i Rusland herskede en begrænset Grad af Pressefrihed,
offentliggjorde Hr. S. A. Priklonski, en bekendt Forfatter, som i sin Tid havde
hørt til Guvernørens Stab i Provinsen Olonets, i det liberale, kort efter under
trykte Blad »Zemstvo« en lang og omhyggeligt udarbejdet Artikel om »For
visningen ad administrativ Vej«. I denne af Hr. Priklonski underskrevne Artikel,
som ligger for mig, udtrykker Forfatteren sig paa følgende Maade om de
politisk forvistes Liv i Jakuthytterne:
»I Provinsen Jakutsk eksisterer der en Form af Forvisning, som er stren
gere og mere barbarisk, end det russiske Publikum aner, nemlig Forvisning til
Oolooserne. Administrativt forviste bliver anbragt enkeltvis i spredt liggende
Jurter, som ofte ligger langt fjernede fra hinanden. »Russisk Tidende« offentlig
gør i Nr. 23 følgende Uddrag af et Brev, som anskueligt skildrer den skrække
lige Tilstand, hvori et dannet Menneske er bragt, der er blevet forvist til dette
arktiske Øde:
»Kosakkerne, som havde ledsaget mig fra Byen Jakutsk til mit Bestem
melsessted, vendte snart om, og jeg blev alene mellem Jakuter, der ikke
forstod et Ord russisk. De vaager bestandig over mig, da de frygter for at
blive gjorte ansvarlige af de russiske Myndigheder, hvis jeg skulde falde paa
at flygte. Forlader jeg den ensomt liggende Jurte for at undclrage mig den
daarlige Luft og gøre en Spadseretur, følger en mistænksom Jakut mig. Tager
jeg en Økse for at lave mig en Stok, betyder Jakuten mig med Pantomimer at
jeg skal lade være og vende tilbage til Jurten. Jeg adlyder og faar foran Ildstedet
i Hytten Øje paa en Jakut i paradisisk Kostuine, der gør Jagt paa Lus i sit
Tøj — et opløftende Syn! Jakuteme lever om Vinteren under Tag med
og i samme Rum som deres Kvæg. Kvægets og Børnenes Ekskrementer, den
ubeskrivelige Uorden, Smudset, den raadne Halm, Kludene, det utallige Utøj i
Sengene, den forpestede Luft, Umuligheden af at tale et Ord russisk — alt
dette tilsammen er i Virkeligheden tilstrækkeligt til at gøre én vanvittig.
Jakutens Føde er næppe til at spise. Den bliver skødesløst tilberedt uden
Salt, ofte af fordærvede Stoffer, og den Mave, som ikke er vant til den, kaster
den op igen. Jeg maa spise med af det fælles Fad og har ikke engang mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
