Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Livet paa den store sibiriske Landevej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livet paa den store sibiriske Landevej. 193
forviste udvalgte Ordfører, der underhandler med deres foresatte) Eskorte
officeren om Tilladelse til at maatte synge »Bønsangen«. Den ønskede Til
ladelse gives; de Fanger, som skal modtage de ventede Almisser, udvælges;
alle Fangerne tager deres graa Huer af, betræder Landsbyen med langsomme,
slæbende Skridt, som om de næppe havde Kraft til at slæbe sig videre, og
begynder deres sørgelige Appel til Medlidenheden.
I hele mit Liv vil jeg aldrig glemme det Indtryk, som denne Sang
gjorde paa mig, da jeg hørte den for første Gang. Paa en uhyggelig, raa
Efteraarsdag sad vi paa en smudsig Poststation og ventede paa Heste. Da
lød der pludselig for vore Ører en eiendommelig dyb, sitrende Tone, der øjen
synlig hidrørte fra menneskelige Stemmer, men ikke kunde sammenlignes med
nogen, jeg tidligere havde hørt. Det var en ejendommelig Blanding af profan
Sang, Kirkesang og Dødsklager. Vi gik udenfor og saa henved 100 lænkede
Fanger med blottede Hoveder, der, omgivne af en Kordon Soldater, langsomt
kom gaaende ’og sang »de forvistes Bønsang«. De gjorde intet Forsøg paa
at holde Takt eller udtale Ordene samtidig; ved Enden af Linierne var der
ingen Pavse, og jeg kunde ingen bestemt Rytme finde. Sangerne syntes be
standig at afbryde sig selv med let modulerede Variationer af den samme
langsomme, melankolske Melodi. Virkningen var som en Kanon eller Rund
sang fra 100 mandlige Stemmer, som efter Tur optog den samme sørgmodige,
klagende Tone. Ordene lød saaledes:
»Forbarm Jer over os!
Glem ikke de mødige!
Glem ikke de fangne!
Giv os Brød, bjælp os!
Hjælp de fattige og nødlidende!
Vær barmhjertig, lille Far!
Vær barmhjertig, lille Mor!
For Guds Skyld !
Hav Medlidenhed med de indespærrede!
Bag Mur og Gitter, bag Laas og Slaa hensmægte vi Stakler!
Skilt fra Fader og Moder, skilt fra SJægt og Venner er vi stakkels fangne!
Forbarm Jer over os!«
Hvor ukunstlet og uharmonisk denne Appel til Medlidenheden end var,
har jeg aldrig i mit Liv hørt noget saa nedtrykkende, noget saa usigelig sørge
ligt. Al den Kummer, Elendighed og Fortvivlelse, som Generationer af
menneskelige Væsener har baaret og følt i Etapperne, Fængslerne og Bjærg
værkerne, syntes mig at komme til Orde deri.
Medens Fangerne vandrede hen ad den moradsige Vej mellem Blok
husene, kom der Børn og Bønderkoner frem i Dørene og lagde Brød, Kød og
Sibirien. I<J
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
