Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. En Rejse gennem Transbajkalien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
262 Sibirien.
Den Korrespondance, som de politiske i Selenginsk har, staar under Politi
kontrol, det vil sige, at alle deres Breve bliver læste og er undergivne Isprav
nikens Censur. Da Hr. Schamarins Forvisningstermin var udløben, var han de
jure og de facto en fri Mand. Han ansøgte i et Bønskrift Guvernøren om at
ophæve Kontrollen med hans Korrespondance. Guvernøren overlod Afgørelsen
til Ispravniken, og denne gav et Afslag; saaledes kunde Hr. Schamarin, skønt
hans Forvisning var til Ende og han for Loven havde genvundet alle en fri
Borgers Rettigheder, et helt Aar igennem hverken skrive eller modtage Breve,
uden at de blev gennemlæste af Politiet. Man vil forstaa, at denne ufor
skammede, kyniske Ringeagt for ens personlige Rettigheder kan bringe en
Mand af stolt Karakter til Fortvivielse.
Under min Samtale med Hr. Schamarin traadte Fru Breschkofskaja
ind i Værelset, og jeg blev forestillet for hende. Hun var en Dame paa om
trent fem og tredive Aar, med et energisk, klogt men uskønt Ansigt, aaben
og frimodig i sin Optræden. Hendes Ansigt bar Spor af store Lidelser, og
hendes sorte, tykke, krøllede Haar, der i Bjærgværkemes Fængsel var bleven
kort afklippet, var gennemtrukket af mange Sølvtraade ; men hverken Ulykke,
Forvisning eller Tvangsarbejde havde formaaet at bryde hendes tapre, klare
Aand eller formaaet at rokke hendes Overbevisning om hvad der var Ære og
Pligt. Hun havde, hvad jeg snart opdagede, nydt en fortrinlig Opdragelse, i Skoler
i Hjemmet og i Zurich i Schweiz, talte tysk, fransk og engelsk, var meget
musikalsk og gjorde Indtryk paa mig af at være en i enhver Henseende til
talende og interessant Dame. To Gange var hun bleven sendt til Minerne i
Kara — den anden Gang paa Grand af Flugtforsøg fra Tvangskolonien Bar
guzin i Tranbajkalien, og efter at hendes anden Straffetid var udløben, havde
man befordret hende som Tvangskolonist til denne usle, af Guderne forladte
Buriatrede, Selenginsk, hvor hun stod under ganske speciel Opsigt af den
øverste Politiembedsmand. I Hundrede Miles Afstand i hvilken som helst
Retning fandtes der, saa vidt jeg ved, ingen anden dannet Dame; hun
fik sit Underhold af Regeringen, Vj* Dollar (henved 5 Kr.) om Ugen; hendes
Korrespondance blev kontrolleret af Politiet ; hun var paa Livstid skilt fra
sin Familie og sine Børn og havde, saa vidt jeg kunde se, ikke andet at
vente af Fremtiden end nogle Leveaar rige paa Uhygge og Savn og tilsidst,
paa den ensomme Kirkegaard ved Selenginsk, en Grav og et simpelt Træ
kors, paa hvilke aldrig noget deltagende Blik vilde komme til at hvile. Det
urokkelige Mod, hvormed denne ulykkelige Kvinde saa sin trøstesløse Fremtid
i Øjnene, og den faste Tro paa Frihedens endelige Sejr i hendes Fædreland
var ligesaa rørende som heltemodig. Ved Afskeden sagde hun til mig: »Vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
