Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Den fri Kommando i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den fri Kommando i Kara-Minerne. 295
Forhold i Straffekolonien, ikke lægge nogen som helst Interesse for Dagen for
de politiske Forbrydere, nøje iagttage vore Omgivelser — og at vente — Til
fældet kunde maaske være os gunstigt, men for tidlig, overilet Handling kunde
ødelægge alt. Vi besaa foreløbig Fængslerne for de almindelige Forbrydere og
Minerne, passiarede med de Embedsmænd, der besøgte os, og gjorde os Umage
for at gøre os saa behagelige som muligt for Major Potulof og hans smukke
Hustru og at studere Situationen. Jeg blev snart enig med mig selv om, at
det vilde være overflødigt at anmode om Tilladelse til at besøge de politiske
Fanger i den fri Kommando, og at vi kun kunde gøre deres Bekendtskab i al
Hemmelighed. De fleste af dem kendte jeg allerede af Navn. Jeg havde
Anbefalingsbrev med til en af dem — Frøken Natalie Armfeldt — og hendes
Venner havde desuden forsynet mig med en Plan over de nedre Gruber, paa
hvilken den lille Hytte, i hvilken hun boede sammen med sin Moder, var
betegnet. Men hvorledes kunde jeg besøge hende eller hemmelig komme i
Forbindelse med hende i en lille Landsby, der vrimlede af Kosakker og Gen
darmer, og i hvilken en Fremmed blev saa nøje iagttagen, saa nysgerrig
betragtet, som om han var en af Jordens mægtige. Men det var dog ikke
engang det værste. Jeg gjorde meget snart den Opdagelse, at Major Potulof
var uadskillelig fra os. Fra det øjeblik vi kom, opgav han alle sine Pligter
og helligede sig udelukkende til os. Blev vi hele Dagen hjemme, blev han
ogsaa. Gik vi ud, ledsagede han os. Naar jeg blot kastede et Blik paa min
Hat eller Overfrakke, spurgte han straks:, »Hvor vil De hen?« Svarede jeg,
at jeg vilde gaa mig en lille Tur, saa sagde han: »Vent et øjeblik, jeg gaar
med.« Hvad var der at gøre? Han ønskede aabenbart, at visse Ting i Kara
ikke kom os for øje, og at vi ikke fik Lejlighed til at gøre uafhængige Op
dagelser. Jeg begreb fuldstændig hans Stilling som højere Officer under Kronen,
og det gjorde mig ondt at berede ham Ubehageligheder; men jeg havde paa
taget mig at komme paa det rene med Tingenes virkelige Tilstand, og jeg
besluttede at forsøge det med alle hæderlige Midler. At vi var Major Potulofs
Gæster, paalagde os visse Forpligtelser og gjorde vor Stilling, set fra et moralsk
Standpunkt, endnu vanskeligere. At narre en Mand, hvis Gæstfrihed vi nød,
eller blot at fortie vor virkelige Hensigt for ham, forekom os at være utak
nemmeligt og urigtigt, og dog havde vi intet Valg. Kun ved at holde
vore Planer hemmeligt, kunde vi haabe paa et Resultat. Naar vi meddelte
Major Potulof, at vi ønskede at se de politiske Fanger i den fri Kommando,
for hos dem at søge Oplysninger om deres Liv og deres Behandling, vilde han
formodentlig misbillige vort Forehavende, og vi kunde som hans Gæster umu
ligt handle imod hans aabent udtalte Ønske. Jeg tænkte en Del frem og
tilbage og besluttede endelig om muligt at opsøge de politiske Fanger, inden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
