Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Den fri Kommando i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
307
Den fri Kommando i Kara-Minerne.
I et helt Minut betragtede hun mig tavs og med vantro Bestyrtelse.
Endelig syntes hun at fatte sig og bad mig træde nærmere. Jeg fulgte hende
gennem en mørk Forstue ind i et lille usselt Værelse, c. 10 Fod langt og 8 Fod
bredt, med ubedækket Gulv, et grovt tømret Bjælkeloft, der var sparsomt
hvidtet, og med to smaa firkantede Vinduer. Møbleme bestod i et Fyrretræs
bord uden Tæppe, : tre Fyrretræsstole og en smal Seng med et grovt, graat
Uldtæppe. Paa begge Sider af Døren var der Hylder, paa hvilke der var
opstillet nogle Køkkenredskaber, som Tallerkener, Kopper, Knive og Gafler samt
en Tepotte. Ellers indeholdt Værelset ikke andet end en Kurv og en billig
russisk Kuffert under Sengen; alt var yderst propert, men i det hele taget
gjorde Hytten Indtryk af den yderste Fattigdom. Jeg tog min tunge Over
frakke af og var i Begreb med at overrække Frøken Armfeldt det modtagne
Brev, da hun pludselig greb mig ved Armen og sagde:
»Lad dog være, gør det endelig ikke ! Vent, til jeg har lukket Skodderne
og laaset Døren.«
Mccl rystende Hænder tændte hun et Lys, gik udenfor, lukkede
Skodderne, laasede Døren og sagde, da hun traadte ind igen: »De er ikke
vant til den Atmosfære af Bekymring og Skræk, i hvilken vi lever. Man
kunde have set Dem igennem Vinduet, idet De gav mig Brevet.« Saa tog
hun Brevet og betragtede det, uden at aabne det, med det Udtryk af Be
styrtelse og Forbavselse, der ikke havde forladt hendes Ansigt, siden jeg var
traadt ind i Værelset. Endelig sagde hun: »Hvorledes har det dog været
muligt for Dem at komme hertil ?«
Jeg svarede, at jeg var kommen fra Stretinsk til Hest over Bjærgene.
»Men hvorledes har De dog faaet Tilladelse til at komme hertil ?«
»Jeg har ingen Tilladelse,« svarede jeg, »da ingen ved, at jeg er her.
Jeg har allerede været en Uge her i Kara, og det er den første Lejlighed, der
har tilbudt sig for mig til at komme ubevogtet uden for Døren.«
Derpaa fortalte jeg hende, at jeg var rejst til Sibirien for at studere
de politiske Fangers Liv og gav hende en kort Beretning om mine sibiriske
Erfaringer. Hun betragtede mig som en, der er bleven fuldstændig forvirret
ved en pludselig stor Overraskelse. Endelig sagde hun, i det hun for første
Gang talte engelsk : »Undskyld, at jeg stirrer saaledes paa Dem, og tilgiv, at
jeg ikke modtog Dem mere hjerteligt, men jeg befinder mig som i en Drøm.
Jeg er saa ophidset og forbavset, at jeg næppe ved, hvad jeg siger og gør.
De er den første fremmede, som jeg har set siden min Forvisning, og Deres
pludselige Tilsynekomst her og i mit Hus er. en saa overordentlig Begivenhed
i mit Liv, at jeg er fuldstændig overvældet deraf. Saaledes maa omtrent
Livingstone have været til Mode, da Stanley fandt ham i Centralafiika. Hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
