Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Statsforbrydere i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
316 Sibirien.
meget fejg eller meget haardhjertet. Jeg kunde ikke handle anderledes. Naar
de forviste dristede sig til at skrive Breve, saa vilde jeg ogsaa driste mig til
at besørge dem. Tit og ofte tilbød jeg det selv, endskønt jeg ret godt vidste,
at jeg derved udsatte mig for mange Sindsbevægelser.
Da Mørket brød frem, sagde jeg Fru og Frøken Armfeldt og de andre
Medlemmer af den fri Kommando Levvel og gav dem det Løfte, om muligt
endnu en Gang at besøge dem, men skjulte ikke, at det forekom mig meget
usandsynligt.
Major Potulof vendte tilbage ved Midnat, saa at jeg først næste Morgen
traf sammen med ham ved Frokosten. Han hilste mig høfligt men formelt,
det sædvanlige Haandtryk udeblev, og jeg mærkede straks Forandringen. Efter
Morgenhilsenen sagde han ikke et Ord, men saa forstemt hen for sig og ned
i sin Tekop. Jeg havde ventet noget lignende og overlagt, hvorledes jeg
skulde gaa frem. Major Potulof indgød mig oprigtig Højagtelse; han havde
modtaget os overordentlig venligt; jeg forstod fuldtvel, at jeg havde bragt
ham i en ubehagelig Stilling og vilde udtale mig aabent og ærligt for ham.
Jeg brød altsaa Tavsheden og fortalte ham, at jeg under hans Fraværelse
havde gjort Bekendtskab med de politiske Fanger af den fri Kommando.
»Ja,« sagde han, »jeg har hørt det, og jeg anser det for min Pligt at
bemærke, at De har handlet meget uforsigtigt.«
»Hvorfor ?« spurgte jeg.
»Fordi,« svarede han, . »fremmede, der i al Hemmelighed gør de poli
tiske Fangers Bekendtskab, udsætter sig for Regeringens Mistanke. Det er
ikke tilladt, og De vil paadrage Dem mange Ubehageligheder.«
»Men,« vedblev jeg, »der er Ingen, der har sagt mig, at det er forbudt;
hvorledes kunde jeg som fremmed vide, at det er mig forbudt at tale med
Folk, der gaar frit omkring, og hvem jeg hver Dag kan møde paa Landsbyens
Gader? De, der lever i den fri Kommando, gaar frit omkring, og taler med
andre, hvorfor skulde jeg saa ikke tale med dem?«
»Jeg fik et Telegram,« svarede han alvorlig, fra Guvernør Barabasch
(Guvernøren for det Territorium i Transbajkalien, i hvilket Minerne ligger),
hvori der staar, at De ikke maatte faa Tilladelse til at besøge det politiske
Fængsel, og naturligvis var det ogsaa Guvernørens Ønske, at De ikke traf
sammen med de politiske Fanger. «
»Men det havde De ikke meddelt mig; hvis jeg havde vidstdet, maatte
jeg have rettet mig deretter, men jeg erindrer ikke, at De saa meget som har
antydet, at jeg ikke maatte besøge de politiske af den fri Kommando. «
»Jeg anede ikke, at De havde noget saadant for,« svarede han, »De
talte aldrig derom. For øvrigt,« vedblev han, »er det Kaptajn Nikolins Sag;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
