Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Det politiske Fængsel i Kara og dets Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det politiske Fængsel i Kara og dets Historie. 343
en saadan Tilværelse, og at de vilde afholde sig fra at tage nogen som helst
Føde til sig, indtil Døden havde befriet dem, eller de havde tvunget Regeringen
til at behandle dem mere menneskeligt. Der blev ikke taget nogen Notits af
deres Meddelelse; men fra det øjeblik af rørte de ikke mere den Mad, som
man stillede ind i Cellerne til dem. Den ene Dag gik efter den anden og Dødens
Stilhed hvilede over Bygningen. De hungrende Fanger, for svage og apatiske til
at tale med hverandre, laa i Rækker paa Briksene som døde ; den eneste Lyd,
der hørtes i Fængslet, var Skildvagtens Skridt og de vanvittiges usammen
hængende Mumien. Paa den femte Dag af »Golodofkaen« viste Major Khal
turin, der nu havde overbevist sig om, at det var Alvor med Hungerstrejken,
sig i Fængslet og spurgte Fangerne, under hvilke Betingelser de vilde ophøre
med deres Strejke. De svarede, at de vilde afholde sig fra at tage nogen
som helst Føde til sig, indtil Ekskrementkarrene var blevne fjernede af deres
Celler, og det var blevet tilladt dem at have Bøger, daglig gøre sig Bevægelse
i fri Luft og give deres Penge ud til bedre Føde og Klæder end den, der blev
dem leveret af Regeringen ; desuden skulde Khalturin give det højtidelige Løfte,
at Pryglestraffen ikke skulde komme til Anvendelse. Kommandanten forsikrede,
at den Snak om Pryglestraffen var noget Vrøvl, man havde aldrig for Alvor
tænkt paa Anvendelsen af Pisken, og naar de vilde opgive deres Strejke,
skulde han se, hvad han kunde gøre for at forbedre deres materielle Stilling.
Da Fangerne ikke kunde opnaa en positiv Indrømmelse af deres Fordringer,
fortsatte de »Golodofkaen«. Paa den tiende Dag blev Tilstanden foruroligende.
Alle de hungrende var i det yderste Stadium af fysisk Udmattelse, og nogle
var Døden nær. Grev Dmitri Tolstoj, Indenrigsministeren, hvem man havde
meddelt Sagens Stilling, telegraferede til Kommandanten om nøje at iagttage
Symptomerne hos de strejkende og straks at underrette ham om enhver
Forandring i deres Tilstand*).
*) Det har altid været mig ufatteligt, hvorfor en Regering, der behandler Fangerne
saa slet, nærer Betænkelighed ved ganske rolig at lade dem dø for at blive fri for
dem paa den Maade. Desuagtet har Myndighederne altid vist Bekymring. og til
sidst givet efter, saa ofte de hungrende’ strejkende har haft Mod til at holde ud.
Det er en af de mange Modsigelser i det russiske Straffesystem. Regeringen
syntes i mange Tilfælde at være meget fintfølende og i andre at være raa og
følelsesløs. Den gør sig meget til af sin Menneskekærlighed, fordi den har strøget
Dødsstraffen af den borgerlige Lovbog, men den lader dog stadig ved Krigsret
fælde Dødsdomme over Civilpersoner. Den har afskaffet Knutten, men prygler
med »Plet«, af hvilken i Følge russiske Officerers Vidnesbyrd hundrede Slag bringer
Døden. Den gyser tilbage for at lade de politiske Fanger dø en frivillig Hungersdød,
men lader dem langsomt sygne hen i Schliisselburgs Oublietter. For en praktisk
amerikansk Forstand syntes det at være sikrere saa vel som humanere at lade
de politiske Fanger træde an i Fængselsgaarden og lade dem allesammen skyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
