Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. I østsibiriske Sølvminer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
362 Sibirien.
soner og derpaa havde indbragt disse 600 Pud eller 27,000 Pund rent Guid. Isprav
niken sagde det ikke ligefremt, men gav at forstaa, at Inspektørerne havde
spillet under Dække med Køberne af Guldminerne og delt Udbyttet med dem.
For mig er dette hævet over enhver Tvivl. Czaren vil stadig blive bedragen
og bestjaalen af de Embedsmænd, som han har betroet sin sibiriske Ejendom
til Forvaltning.
Efter en god Middag, der bestod af Suppe, Fisk, stegt Agerhøne, Grønt
sager og syltede Frugter foruden Wodka og tre Slags Vine, som Hr. Fomin
trakterede med til Ære for sine Gæster, kørte Ispravniken, Direktøren, Hr. Frost
og jeg til det tolv Mile derfra liggende Akatui. Det var rigtignok for længe
siden blevet opgivet af Regeringen og var fyldt med Vand; men jeg var nys
gerrig efter at lære dets Beliggenhed at kende, dels fordi det engang havde
været det mest frygtede Straffested i hele Sibirien, dels fordi Regeringen den
Gang traf Forberedelser til at sende alle politiske Fanger derhen fra Kara-
Minerne. Vejen løber fra Zavod seks til otte Mile vidt hen over en ensformig
Steppe til Foden af en lav Bjærgkæde og derpaa gennem en fiad Dal, begrænset
af ufrugtbare, 1000 Fod høje Højder, hvis snedækkede Skraaninger til alle
Sider spærrer Udsigten. Dalen bliver snævrere og snævrere indtil den halv
anden til to Mile paa den anden Side af den lille Landsby Akatui ender i en
usigelig sørgelig Kløft, i hvilken det eneste Livstegn var nogle forkrøblede,
bladløse Buske, der hist og her afbrød Højenes ensformige Snedække. Jeg
syntes, at jeg aldrig havde set en saa ensom, trøstesløs og fra den øvrige
Verden mere afsondret Plet Jord. Man skulde tro sig hensat til Grønlands
Isbjærge ved Nordpolen.
»Her er det gamle politiske Fængsel, « sagde Ispravniken, i det han
holdt stille uden for et ejendommeligt, halvt forfaldent Blokhus, som engang
havde været hvidtet, og med en høj, hvælvet Port midtpaa. Ved Siden af
denne Bygning og ca. 150 Fod derfra laa to forvitrede Murstens-Fængsler, det
ene endog uden Tag og begge i yderste Grad forfaldne. Disse Fængsler havde
aabenbart tidligere været omgivne af en Palisade, medens Blokhuset og Porten
havde været benyttede til Vagten og som Indgang. Stakittet var dog forlængst
forsvundet, Jerngitrene for Vinduerne var blevne fjernede, og en overfladisk
lagttager vilde af de tilstedeværende Ruiner vanskelig kunne gætte sig til deres
tidligere Bestemmelse. Jeg steg ud af min Telega og betraadte Fængslet paa
den højre- Side af Vagten, i det Haab, maaske at tinde en Murindskrift, hid
rørende fra en ensom, ulykkelig Fange, eller at opdage en af de Jærnringe i
Væggene, til hvilke opsætsige Fanger blev lænkede. Men ethvert Stykke Jern,
der havde været til at bruge, var forsvundet ; Gulvet var raaddent, Kalkpudset
faldet af, og der var intet tilbage til at trylle det sørgelige Fængsels uskrevne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
