Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Æventyr i Østsibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Æventyr i Østsibirien. 383
at udgrande Aarsagen til denne, som det synes, epidemiske Beruselse; ingen
var tilstrækkelig ædru til at kunne forklare os, hvad der havde tildraget sig.
Af den mere eller mindre usammenhængende Samtale, som de medtagne rej
sende i Posthuset førte, kom jeg paa det rene med, at selv Landsbyens Præst
havde en saadan Bjørn, at den mest ædru af hans Menighed maatte bringe
ham hjem i Slæde. Naar Postmesteren, Starosten, Præsten, Kusken og alle
Beboerne havde kigget saa dybt i Glasset, havde vi aabenbart kun liden Ud
sigt til at faa Heste; det lod til at ingen var ædru nok til at kunne skeine
en Hest fra en Saddel. Saa bar vi da vor Bagage ind i den overfyldte Stations
bygning og satte os hen i en Krog for at anstille Studier over den berusede
Menneskehed og forventningsfuldt imødese Tingenes videre Udvikling. Alle i
Huset var drukne med Undtagelse af vi selv og et Pattebarn, der blev baaret
paa Armene. Faderen til dette Barn, en smuk, ung, russisk Officer i fuld
Uniform, gik med usikre Skridt omkring i Værelset, aabenbart under Indtryk
af, at han maatte samle sin Bagage for at være beredt tilAfrejsen, men hvad
han tog i Haanden det ene Sted, lod han atter falde paa et andet Sted, og
imedens udvekslede han med sine ligesaa anløbne Kammerater fragmentariske
Bemærkninger om den afholdte Fest. Endelig syntes der at dukke en heldig
Tanke op for ham, han vaklede hen i et Hjørne af Værelset, tog sin Sabel,
der stod i Krogen, overgav denne højtideligt til sin ligesaa slemt tilkorte Kone
og bad hende bringe den ud i Slæden. Hun var dog endnu klar nok til at
svare, at hun havde Barnet paa Armen, han maatte selv bringe Sablen ud.
Da trykkede han Vaabnet teatralsk til sit Bryst og forsikrede med ømme
Blikke, at Sablen havcle været hans første Brud, og at han i Betragtning
af Omstændighederne selv vilde bringe den ud i Slæden. Et Øjeblik efter lod
han den dog falde, og havde ikke den anden Brud sørget for den, havde han
sikkert glemt den første.
Henimod Kl. 8 lykkedes det mig endelig at faa fat i Starosten og ved
nogle meget energiske Bemærkninger gøre ham saa vidt ædru, at han kom
til at forstaa, at dersom vi ikke straks tik Heste, vilde det have slemme
Følger. Medens jeg lod min Veltalenheds Sluser vælde ud over ham, skrev han
os incl i Stationsbogen som: »Hr. Kennan og Ledsager fra de nærliggende
Stater *)«, saa gik han ud paa Trappen og raabte af alle Livsens Kræfter:
»Andreas! Nikolaus! Heste! straks !« Det eneste Svar, han fik, var vilde
Hyl fra de drukne Mennesker, der sad i de Slæder, . der kørte af Sted. Med
*) De russiske Ord for «nærliggende* og »forenede« har en fjern Lighed, og den arme,
drukne Starost havde aabenbart aldrig hørt, at der eksisterede et Land, der hed
»de forenede Stater».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
