Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Mine sidste Dage i Sibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
424 Sibirien.
og tillige Originalen til en af de biografiske Skitser i Stepniaks »Det under
jordiske Rusland«. - Det var en høj, stærktbygget Mand paa henved fyrre
tyve Aar, med et Hoved og et Ansigt, der i enhver offentlig Forsamling vilde
henlede Opmærksomheden paa ham, men som af enhver lagttager langt snarere
vilde blive betegnet som en asiatisk end som en europæisk Type. Det høje,
skaldede, stærkt udviklede Forhoved tilhørte den europæiske lærde og Tænker,
men de brune Øjne, den mørke Ansigtsfarve, de fremstaaende Kindben, den
noget flade Næse med de store Næsebor var en Buriats eller Mongols
Ansigtstræk. Læber, Hage og Underkæbens Omrids skjultes af et mørke
brunt Skæg, men hele Ansigtet under Panden kunde have tilhørt en indfødt
af en eller anden sydsibirisk Stamme.
Saa snart jeg kunde faa Kollektivvidnesbyrdet om min Paalidelighed
frem af den Læderpengekat, jeg bar under Skjorten, og som indeholdt alle de
farlige Dokumenter, som jeg under Vejs havde nødig, overrakte jeg det til
Hr. Clements med den Bemærkning, at Hr. Martjanow ganske vist havde foretaget
den konventionelle Præsentation, men at man ikke kunde lade ham, der først
nylig havde gjort vort Bekendtskab, gaa i Borgen for vore moralske Egen
skabet; jeg bad derfor om Tilladelse til at maatte forelægge mine Vidnesbyrd.
Hr. Clements læste Brevet med alvorlig Opmærksomhed, gik hen med det i et
Hjørne af Værelset, antændte Papiret, holdt det mellem Pege- og Tommel
fingeren, indtil det var helt forbrændt, og sagde, idet han kastede det paa
Gulvet og traadte Asken til Støv : »Det er den sikkreste Maade, hvorpaa man
kan behandle slige Breve.« Jeg kunde ikke andet end give ham Ret, og dog
maatte jeg bære ikke blot saadanne Breve, men langt farligere og mere kom
promiterende Dokumenter hos mig. Efter en halv Times Samtale foreslog
Hr. Martjanow, at vi alle skulde drikke Te hjemme hos ham. Indbydelsen
blev fra alle Sider modtagen med Fornøjelse og saaledes tilbragte vi Aftenen
sammen med Hr. og Fru Martjanow.
Næste Morgen havde vi vort første Sammenstød med Politiet i Minu
sinsk. Endnu inden vi var staaet op, tiltvang en Officer i blaa Uniform sig
Adgang til vort Værelse og spurgte paa en fornærmende Maade om vore Pas.
Jeg meddelte ham, at vore Pas samme Dag vi ankom var blevne sendte til
Politiet, men ikke var givne tilbage.
»Hvis det er Tilfældet,« sagde Officeren i en uforskammet Tone, »saa
ved Nadsiratelen (Inspektøren) intet derom.«
»Han burde vide det,« svarede jeg, »men i ethvert Tilfælde er det
ikke hans Pligt at forstyrre os om Morgenen paa denne- Tid. Vi har opholdt
os længe nok i Czarriget til at vide, hvorledes man bærer sig ad med sine Pas,
og vore er straks efter vor Ankomst afgivne til Politiet. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
