Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et Billede af en Moder. Hun, som, med sin stakkels Søn,
tror paa denne sin Henriks Manuskriptrulle med sine tusind
tragiske Vers med de altfor mange Fødder — lange
Nætters Arbejde, saa kært, saa frugtesløst. Saaledes som denne
Moder er målet, malede Edelfelt sin Moder. Sønnens
Kærlighed gav Livet til Billedet.
Og de unge Piger. Der er over Johan Nordlings
Skildring af unge Kvinder en egen, en uforglemmelig Tone.
Han har den blandt alle Samtidige^helt for sig seiv, og
den virker som med Trylleri. Han skriver om den unge
Kvinde med en forelsket Ærbødighed. Hans Skridt bliver
varsommere, nåar han nærmer sig en ung Pige, hans Ord
mere dæmpede, nåar han taler til hende. Det er ikke
Hvisken, og det er ikke f uld Tale. Det er et »Midt-imellem»,
der virker som en fintfølt Diskretion.
Nordling ser paa sine Kvinder med forelsket Tro. Han
mener dem ikke Engle, han véd kun, de er Kvinder. Og
i deres kyske Halvmørke forbliver de saa helt menneskelige.
Den kyske Forelskelse over »Vera» er det, tror jeg,
som skænker denne Nordlings sidste Bog dens sarte
Skønhed. Ramme og Billede glider uløseligt sammen. Vi
synes i Aar og Dag at have færdedes paa denne gamle Gaard,
hvor i Aarhundreder Slægtled efter Slægtled rundt i
Krogene glemte et eller andet Minde om sig. Vi aander dens
Luft, og vi lever mellem al dens stilfulde Skrammel. Vi
hører den gamle Bedstemoders Stemme gennem de halvøde
Stuer, og vi læser med Vera oppe paa det store Loft de
gamle Bøger, skrevet af et svundet Hundredeaar.
Man maatt.e nævne meget store Navne, om man skulde
finde Billeder af ejendommeligere Skønhed og fuldkomnere
Harmoni.
Og dog er det i Skildringen af Vera seiv, Johan
Nordling har vist, hvad han alt mægter der, hvor han naar
videst. Selve Stilen slutter om Vera som et blødt
Klædebon. Dens Farve er Akvarellens. Dens Tale er et
Mezzavoce. Mens man læser visse af dens Strofer — smaa,
slyngede med en vis frisk og uvilkaarlig Gratie — tænker man
paa en ung Piges Gang. Ubeskrivelig nær har en Digter
sin Genstand for sine Øjne, lever med den i uendelig
Ømhed -— for at den saaledes altid levende skal glide gennem
selve hans Stil. Der er i denne Roman ikke to Sætninger,
som ikke bærer det friske Spor af Veras fine Fod.
Men hvergang man vender tilbage til hans Vera, er
det, som blev man modtaget med Duft af friske Blomster.
Og man beholder, nåar man forlader hende, i sit Øre —
saa længe — Tonerne som af ung Sang, der løser hvert
Mismod om vor Sjæl.
Vidt vil den kunne bringe det, hvis friske og unge
Aand saa inderligt mægter at meddele sig i en ren Kunst.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
