Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mekanicisme og vitalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55 Mekanicisme og vitalisme
gelsessammenhæng driver den naturlige forstand til at
gaa tilbake fra virkning til aarsak i det uendelige.
Har en given sanselig bevægelse sin aarsak i en
foregaaende bevægelse, saa maa denne igjen ha sin aarsak
i en endnu tidligere bevægelse, og saaledes videre i en
uendelig række.
Anderledes derimot med bevægelser som føres
tilbake til indre sjælelige aarsaker. Her stanser
vi op naar vi kommer til en sjæl eller et jeg,
som har i sin magt baade at holde legemet i ro
og at bevæge det, og som derfor kan ansees som en
vedvarende grund til det ydre legemes holdning,
hvadenten nu denne bestaar i ro eller i bevægelse. Naar en
bevægelse er ført tilbake til en slik vedvarende sjælelig
grund — vort eget eller andres jeg — da føler vi intet
behov til at forfølge aarsaksrækken videre tilbake, fordi
vi tillægger dette jeg evnen til baade at sætte igang en
mekanisk aarsaksrække og at undlate det. Med andre
ord: vi tillægger dette jeg spontaneitet, d. v. s. evnen til
fri selvbestemmelse. Derfor blir det et spørsmaal, om
det menneskelige fornuftsinstinkt kan gi sig tilfreds, før
det har ført al den mekanik, som universet frembyr,
tilbake til en oprindelig spontaneitet, d. e. en
verdenssjæl eller en Gud.
Imidlertid maa der skjelnes mellem en vilkaarlig og
en uvilkaarlig spontaneitet. Den vilkaarlige spontaneitet
kommer til uttryk i det vaakne livs aktive selvbevissthet,
selvbesindelse og overlæg. Den uvilkaarlige spontaneitet
er mere beslegtet med drømmelivet, den indre passive
produktion av stadig nye fornemmelser eller
forestillingsforbindelser. Ti selv naar vi opgir enhver bevisst
anspændelse og passivt overlater os til det rene drømmeri,
merker vi fremdeles fra bunden av vor sjæl en spontan
stadig rindende strøm, som aldrig lar et billede eller en
forestilling forbli nøiagtig, hvad den var, men altid væver
nye traade ind i sjælens billedvæv, opløser gamle
forbindelser og stifter nye. Denne rent uvilkaarlige
spontaneitet hænger nøie sammen med den livsfølelse som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
