Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som transcendentalt jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sjælen som transcendentalt jeg
155
gjort den erfaring, at hver gang solen skinner blir
jorden varm. Strengt tat omfatter nu vor erfaring ikke
andet og mere end at solskinnet og jordens varme altid
optræder i forening. Men forstanden hæver dette
er-faringsindhold til en videnskabelig erkjendelse derved
at den danner dommen: «Solen opvarmer jorden.» I
denne almengyldige dom fremstilles jordens varme som
en virkning av solskinnet, og dette som aar sak til
jordvarmen, hvilket er mere end den blotte erfaring sier os.
Det pius som forstanden her har føiet til den givne
erfaring, bestaar deri at den har forbundet de to
erfarings-gjenstande — solskinnet og jordvarmen — ved hjælp av
kategorien aarsak og virkning. En anden kategori er
substansk’ategorien, og der gives ifølge Kant ialt 12
kategorier, ved hjælp av hvilke vi i vore domme syntetisk
forbinder de givne erfaringsgjenstande.
Forstanden føier saaledes den kategoriale forbindelse
til den givne erfaring, og de saaledes dannede domme
blir syntetiske enheter, fordi de ikke fremgaar av en
blot og bar analyse av de ved domsdannelsen forbundne
led. I denne tilføielse ligger det skapende moment i
forstandsfunktionen. Kategorierne stammer ikke fra
erfaringen, men fra forstanden eller rettere fra «den
transcendentale apperception», den funktion som i
domsdannelsen ved hjælp av kategorierne forbinder
erfarings-gjenstandene eller forestillingerne.
Kant fremhæver den syntetiske enhet som
aabenbarer sig i den transcendentale apperception, og der er
endel dunkelhet forbundet med spørsmaalet om hvad
han egentlig har ment med «apperceptionens oprindelige
syntetiske enhet». Denne dunkelhet kommer da ogsaa
til at omfatte det dermed ensbetydende «transcendentale
jeg». Imidlertid turde vi komme Kants tankegang
temmelig nær ved følgende fremstilling: Kant ser i det
transcendentale jeg eller i «apperceptionens oprindelige
syntetiske enhet» den logiske betingelse for at en dom
skal kunne ha værdien av en videnskabelig erkjendelse,
d. v. s. av en erkjendelse som er almengyldig og tænke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
