Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kritik av Kants opfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175 Kritik av Kants opfatning
for at kunne skille tingen eller ikke-jeget fra jeget,
maa ikke-jeget betragtes som den vedvarende grund til
de fænomener som ikke kan henføres til jeget.
Det er den uophørlige transcendens i jegopfatningen
som adskiller den fra enhver anden av et bestem t
objektivt indhold begrænset opfatning, og som bevirker at
jegopfatningen blir et virkelig utgangspunkt eller et
arkimedisk støttepunkt for en fornuftig tænkning og en
kategorial erkjendelse. Ti da det jeg som opfattes,
stadig hæver sig over de enkelte oplevelser, maa det stadig
skjelnes fra disse; men da det stadig opfattes som disse
oplevelsers indre grund, maa det ogsaa forbindes med
dem. Derved opstaar den for tænkningen
eiendommelige sondrende og forbindende virksomhet, som skjelner
mellem enkeltfænomenerne og deres tilværelsesgrund, og
den stadige transcendens i selvbevisstheten blir saaledes
tænkningens indre drivkraft, som hæver sjælen fra
passiv opfatning til aktiv bearbeidelse og indirekte
begreps-bestemmelse.
Det er sandt at selvopfatningen — eller om man
heller vil — selvbevisstheten — ikke har noget sanselig
indhold. Det jeg hvortil vi henfører vore oplevelser, er
ikke-sanselig, likesom den saaledes av jeget betingede
tænkning ogsaa hæver sig til ikke-sanselighet. Og fordi
vi i jeget ikke kan peke paa noget sanselig indhold av
samme art som rødt, gult og blaat etc., faar det, naar vi
betragter det som objekt i og for sig, for vor opfatning
let karakteren av noget nøkent og goldt. Det blir saa
at si bare en tom form. Eller rettere: Det glir bort for
os som noget ugripelig, noget vor bevissthet umulig kan
faa ordentlig tak i. Derfor kunde jo Hume, som vi
husker, naar han skuet ind i sig selv, aldrig finde jeget,
men altid’ bare enkeltfornemmelserne. Jeget hæver sig
uophørlig paa en ikke-sanselig maate over de enkelte
fænomener, og det egentlige teater — den skueplads hvor
noget foregaar — blir derfor bevissthetsomraadet, hvor
vore sansefornemmelser, vore ønsker og begjær, vore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
