Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slutning
. 189
jektive livsfølelse. Men den formaar ikke at hæve sig
over de uvilkaarlige indre impulser, hvori denne
livsfølelse reagerer overfor sansefornemmelserne.
Sansefornemmelserne maa jo med nødvendighet i dyresjælen
fremkalde impulser eller begjær som ytrer sig i dyrets
bevægelser. Men mens dyret fuldstændig er i disse
impulsers vold, formaar mennesket i kraft av
jegbevisst-hetens evne til indre transcendens at hæve sig over dem.
Mennesket kan gjøre sine egne sjælstilstande, sine
impulser, følelser eller begjær til gjenstand for betragtning.
Det kan si: «Jeg føler», «jeg ønsker», «jeg vil», og hæver
sig derved til et jeg, hvorfra det kritisk kan bedømme
de kræfter som bevæger dets indre. Derfor kan det
ogsaa forholde sig bekræftende og benegtende, bifaldende
eller avvisende til disse indre impulser. Det kan ut fra
sin bedømmelse enten bekjæmpe eller nære dem, og
saaledes vilkaarlig bestemme sig for denne eller hin
impuls, denne eller hin handlemaate. Vilkaarligheten er
saaledes avhængig av selvbevisstheten som evne til indre
transcendens. Den er ikke mulig hos et væsen som
ikke kan hæve sig over sine indre uvilkaarlige impulser.
Og i nøieste forbindelse med vilkaarligheten staar ogsaa
den bevisste erindring og tænkning. Hvad der hos dyrene
forekommer i retning av erindring eller tænkning er rent
uvilkaarlig associativt og driftbestemt. Med rette
bemerker Starcke, at dyrets erindringsliv indskrænker sig til
<le uvilkaarlige associationer som fremkaldes av dets
øieblikkelige praktiske interesser, d. v. s. av behovet for
en avpasning efter utenverdenen. Det hæver sig ikke
til en av de ytre handlinger uavhængig dvælen ved et
erindringsindhold. Det beskjæftiger sig neppe med
fortiden som fortid eller fremtiden som fremtid.1
Vi ser saaledes hvorledes det intellektuelle
bevisst-hetsliv som hæver sig over det til organismen knyttede
følelsesgrundlag, i alle henseender er betinget av den
transcenderende selvbevissthet. Hvad vi kalder evnen til
indre transcendens er ellers blit skildret som den med
1 C. N. Starcke: «Psychologi», s. 163 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
