- Project Runeberg -  Skandinaviens Stjerne / 8. Aarg /
359

(1851-1956)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En mærkværdig Drøm

steg op ad den lyse Trappe ved min lykke-
lige Ledsagers Side. O, hvilket et Lys,
der straalede mig imode, da jeg naaede de
øverste Trin! Men Dødeliges Mund kan ei
bestrive det, ei heller kunne Dødelige fore-
stille sig eller paa nogen Maade fatte det:
—— Hvor ere de levende Saphirer? Hvor
ere de glimrende Stjerner, der ere liig de
lyse, klare Straaler, i hvilke jeg stod?
Hvor findes en saadan Kjærlighed og Øm-
hed som den, der aabenbarede sig i det
talrige Selskab, der omgav mig? Jeg seg-
nede om, overvældet og ulykkelig; jeg krøb
hen i et Hjørne og sogte at skjule mig;
thi jeg saae og solte, jeg havde Intet til-
fælles med de salige Væsener raa et saa-
dant Sted. De bevægede sig i Dands til
en Musik — til Sange, som aldrig have
lydt for Dødeliges Øren; min Ledsager
sluttede sig til dem med Begeistring, og
jeg lodes alene. Jeg saae de hoie Skik-
kelser — alle smukke, alle lyse ——— i deres
egen usigelige Lyksalighed, medens Tak-
nemmelighed og Glæde straalede af alle
Ansigter og gav ethvert as dem forskjellige
Udtryk. Tilsidst saae jeg Een, der var
høiere og i enhver Henseende langt smuk-
kere og langt værdigere end de Øvrige, og
med et ærefrygtvækkende Aasyn, der over-
gaaer al Bestrivelsez mod ham vendte sig
Alles Blik, og Alles Aasyn gjenstraalede
af Lyset, der udstrommede fra hans Ansigt.
Sangene og Dandsen vare til hans Ære,
og Alle syntes at erholde deres Liv og
Glæde fra ham. Medens jeg i maallos
og skjælvende Forbauselse betragtede denne
Scene, forlod Een, der fik Øie paa mig,
Selskabet og kom hen til mig, hvor jeg
sad, og sagde: »Hvorfor er Du saa stille?
Kom, skynd Dig, foreen Dig i Dandsen
og syng med i Sangen.« Jeg følte en
pludselig Vredei mit Hjerte, og svarede
med Bitterhed: ,,Jeg vil ikke istemme Eders
Sang, thi jeg kjender ikke Melodien, og
jeg kan ikke tage Deel i Dandsen, thi jeg



359

kjender ikke Takt-en.« Han sukkede og med
et Blik fuldt af den dybeste Medlidenhed,
indtog han sin Plads. Et Øieblik efter
kom en Anden og tiltalte mig som den
Første, og med det samme Sind. Jeg
svarede ham paa samme Maade; han saae
paa mig som om han kunde have opgivet
sin egen Herlighed, for at overlade den til
mig; — hvis himmelske Væsener kunne
føle Smerte, syntes han at føle den; men
han forlod mig og vendte tilbage til sin
Plads. Hvad kunde det være, som satte
en saadan Sindsstemning i mit Hjertes
Tilsidst fik Herren for hiint herlige Sel-
skab —- for hine levende, glimrende For-
mer af Liv, Lys og Skjønhed — for hine
Lov- og Triumphsange, Øie paa mig og
kom hen for at tale med mig. Jeg bæ-
vede i ethver Lem af Ærefrygt, og følte
Blodet isne i mine Aarer, og dog forhær-
dedes mit errte end mere og min Stemme
blev dristigere. Han talte, og fuldtonende
Musik udstrominede fra hans Læber: ,,Hvor-
for sidder Du saa stille, medens Alle om-
kring Dig ere saa glade? Kom, tag Deel
i Dandsen, thi jeg har seiret; kom, istem
Sangen, thi mit Folk regjererl« Uudsige-
lig Kjærlighed for mig syntes at straale i
hans Øie, som om den kunde have smeltet
et Steenhjerte; jeg folte det, men smeltede
ikke; jeg saae et Øieblik paa ham og sva-
rede: »Jeg vil ikke istemme Eders Sang,
thi jeg kjender ikke Melodien; og jeg kan
ikke tage Deel i Dandsen, thi jeg kjender
ikke Takten.« Skabningen kunde have flyet
ved Forandringen af hans Aasynz hans
Blik var som Lynet, og med en Røst,
lydeligere end titusinde Tordener, sagde
han til mig: »Hvad vil Du da her!«
Gulvet aabnede sig rinder mig, og jeg sank
ned i et Jldhad og Pine; og med en for-
færdelig Frygt vaagnede jeg.«

Der herskede et Øiebliks Stilhed; thi
Søstrene vare dybt rystede af Drømmen-
og Ingen af dem antog den eller det dybe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:01:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skanstjern/8/0363.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free