Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—232
af vore Veivisere, en Indianerhovding,»
« kronedes deres Bestræbelser med Held; og
opmandede sig tilstrækkeligt til at udforske
dens hemmelighedsfulde Indre.
« Hulens Indgang er omtrent tre Fod
høi og otte eller ti Fod bred, men allerede
nogle saa Skridt indenfor bliver den meget
høiere med en jævn Skraaning af omtrent
sex eller otte Grader paa hver 300 Fod.
Hulen bliver gradviis større jo længere man
kommer ind, og der findes tillige mange
Sideveie, hvilket kræver den største Forsig-
tighed for at man ikke skal gaae sig vild.
Nogle Steder er Passngen saa bred og
høi, at Skinnet af vore sex Lys ikke vare
istand til at naae Loftet, paa andre Ste-
der saa lav og trang, at man bliver næsten
nødt til at krybe. Omtrent en halv en-
gest Miil fra Judgangen fandt vi et lille
Kildevæld, koldt og klart som Krystal, hvoraf
Vi forfriskede os, og gik derpaa videre.
Det Rum, hvori Kilden befandt sig,
var, efter hvad vi kunde dømme, omtrent
450 Fod bredt og fem til sex« Fod høit.
Bunden bestod af sugtigt Leer og Loftet
var prydet med smaa hængende Drypsteen.
Her havde et Selskab for nogle Dage siden
et- just ikke behageligt Eventyr. Efter at
være ankomne til Kilden, og deres Lys
næsten vare nedbrændte, besluttede de at
vende om til«d’en ydre Verden og toge
folgelig — efter deres Mening —- den
rette Cours tilbage. Da de havde gaaet
nogen Tid, befandt de sig Alle pludselig
atter ved Kilden. Noget ængstelige til-
mode raadsloge de med hverandre, hvor-
efter de igjen begave sig paa Veien til
Hulens Udgang, men kom efter en Tids
Forløb atter tilbage til Kilden. Tredie
Gang forsøgte de at finde Udgangen, men
med samme Resultat. Nu bleve de for
Alvor forskrækkede, og med deres næsten
udbrændte Lys, og med tilsyneladende ingen
Udsigt til at finde Udgangen, begave de
En stor Hule i Utah.
sig atter paa Vandringen, og denne Gang
uagtet Hulen flere Gange senere er bleven
besøgt af forskjellige Selskaber, var dog
ingen as de Vildfarne at formaae til atter
at gaae ind i den.
Vi undersøgte Hovedpassagen af Hu-
len i en Længde af over en engelsk Miil,
uden at opdage Noget, der kunde antyde,
at vi vare nær ved dens Ende, og efter
at have tilfredsstillet vor Nysgjerrighed,
vendte vi tilbage til Dagens Lys. For vi
begave os ind i Hulen, tog hver Mand
et Knippe Qviste med sig, som vi lagde
paa vor Vei, eftersom vi avancerede, for
at kunne finde tilbage.
Blandt Jndianerne er der et Sagn,
ifolge hvilket to Qvinder af deres Stamme
for mange Generationer tilbage gik ind i
Hulen, om hvilke de ikke hørte Nogeti
flere Maaneder. Efter denne Tids Forløb
kom de atter tilbage, iførte en Klædning
as Raadyrsskind, der var smukt syet og
prydet med mange Broderier. De berettede,
at da de kom ind i Hnlen, gik de til de
kom til et aabent Land, der lignede Lan-
det paa Jorden, hvilket havde Floder, Høie,
Træer, Vildt, osv., men bleve opdagede og
tagne tilfange as Folk, der vare hvide
ligesom Mormonerne, hvilke opklædte dem
godt; men efter en Tid lykkedes det dem
at undflye. Alt dette troe Judianerne
fuldt og fast, og Ingen af dem tør gaae
ind i Hulen af Frygt for disse under-
jordiske Beboere.
Jnde i Hulen fandt vi smaa Ild-
steder i passende Afstand fra hverandre,
øiensynligen benyttede til at anstille Un-
dersøgelser ved; men det maa være længe
siden, da nogle af Brændestykkerne, som
endnu laae der, endskjøndt de have bevaret
sin Form, smuldrede til Støv ved den
mindste Berørelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
