Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kimselektion og kimbane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
her i betragtning. At tilfældigheten spiller en viss
rolle ogsaa i arts- og slegtsutviklingen er rimelig nok.
Men den kan dog kun bli sekundær i forhold til den
positivt og planmæssig virkende artsskapende kraft.
Professor Weismanns navn er imidlertid ogsaa
knyttet til et andet punkt, som hænger sammen med
kimcellernes forhold til de utvoksede organismer. Det
er spørsmaalet om de encellede væseners udødelighet.
Han fremholdt allerede i 1882, at døden egentlig kun
rammer de flercellede væsener, mens de encellede er
udødelige. Ti formereisen av de encellede væsener
foregaar jo paa den maate, at morcellen deler sig
i to datterceller, som atter spalter sig ved deling.
Nogen død indtrær der ikke paa noget punkt i denne
delingsproces; ti den morcelle, som deler sig, dør ikke,
og der efterlates ikke noget lik eller nogen død
substans. Man har saaledes i den nyeste tid kunnet
forfølge formerelsesprocessen hos et paramæcium (et
litet infusonium, V8 mm. langt) gjennem 5% aar
indtil det 3340de slegtled, uten at noget dødsfald
har avbrudt formereisen. Naturligvis blev ikke alle
efterkommere bevaret; men man tok dog ved hver
deling vare paa det ene datterindivid, hvilket jo var
tilstrækkelig til at vise, at alle slike ved deling
fremkomne individer kan bevares til den nye delingsproces
uten at gjennemgaa nogen død.
Denne encellernes udødelighet har været gjenstand
for megen diskussion. En flerhet av forskere mente
at kunne konstatere en naturlig død ogsaa for
encellernes vedkommende; men de maatte dog indrømme,
at denne død kun gjælder cellelegemet, ikke
cellekernen, som paa grund av sin fornyelseskraft synes
at gjemme en potentiel udødelighet. Celleindividet
behøver ikke at dø i sin centrale kime, selvom det
periferiske plasmamateriale, som ut fra kimen stadig
kan fornyes, er underkastet depressionens og dødens
magt.
Vi finder saaledes ialfald til kimen eller kjernen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
