Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Naturen og Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
i den materielle natur og føres derved til den
saakaldte akosmisme d. v. s. fornegte]se av verden.
Akosmisme er saaledes det motsatte av ateisme, som
bestaar i en fornegtelse av Gud. Akosmisten berøver
verden dens selvstændighet overfor Gud, men
identificerer samtidig Gud med natur- eller verdenssjælen,
som da paa grund av sin egen upersonlighet tillike
maa opsluke og utslette den menneskelige
personlighet. Feilen i dette standpunkt ligger ikke i troen
paa en verdenssjæl (ti denne eksisterer visselig i en
eller anden form som sjælelig motstykke til materien
og dens avsondrede formationer), men i
undervurderingen av personligheten som betingelse for den
høieste aandelighet. Verdenssjælens upersonlighet
ophøies til noget overpersonlig, mens den i
virkeligheten er noget underpersonlig, som har det
aandelig-personlige over sig. Følgen derav er, at det
underrationale i naturen, som opløser og opsluker
personligheten, paa en eller anden maate forveksles med
det overrationale, som renser, forvandler og frelser
den, og som den menneskelige personlighet bare kan
finde i Gud som høieste aandspersonlighet. Man
indbilder sig, at materialitet og egoisme overvindes ved
personlig selvutslettelse, ikke ved den frie personlige
kjærlighet og hengivelse. Megen ædel religiøsitet og
mystik kan vistnok forbinde sig med en akosmistisk
farvet panteisme. Men den fortaper sig gjerne i
taaket føleri og kvietisme, fordi den anskuer det
aandelige gjennem verdenssjælens upersonlige medium.
Dersom panteismen lægger hovedvegten paa
verden, gaar den med uundgaaelig konsekvens over i
ateisme og pandæmonisme, fordi det underrationale
baade i dets materielle form som opløsning eller
kaotisering og i dets sjælelige form som dæmoni
dermed lægges ind i Gud. De mest fremtrædende moderne
repræsentanter for denne overgang er Schopenhauer
og Nietsche. Schopenhauers „livsvilje" — denne
blinde, hvileløse trang til tilværelse og liv — er jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
