Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Naturen og Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
ikke længer en Gud, men verdensdæmon, og netop
derfor blir den for Schopenhauer noget, som maa
overvindes ved en viljesfornægtende askese.
Schopenhauer blir pessimist, fordi han kun kjender den
materielle natur og ikke finder frem til troen paa
en personlig Gud og en guddommelig-aandelig natur,
som staar i et adækvat forhold til Guds væsen. Denne
verden er den sletteste av alle verdener og maa
ophæves i Nirvana. Schopenhauers pessimisme utspringer
egentlig — som Max Scheler gjør opmerksom paa
— av en moralsk-kristelig vurdering. Det er ut fra
sit moralsk-aandelige instinkt, at Schopenhauer
pessimistisk beklager den dæmoniske livsvilje og vil
overvinde den. Men fordi han mangler den positive
kristne tro har han intet at overvinde den med og
ender derfor i den rene negativisme. Nietsche kaster
imidlertid ogsaa Schopenhauers moralsk-kristelige
vurdering overbord og gjør sig dermed til ét med den
dæmoniske livsvilje, som Schopenhauer pessimistisk
beklager. Nietsches holdning er den „dionysiske",
og han styrter sig derfor med jubel i den livsvilje,
som Schopenhauer vender sig bort fra i askese. Men
forat han skal kunne gjøre dette, maa moralen ikke
bare i dens kristelige, men ogsaa i dens rent
menneskelige form omlægges. „Værdierne maa omvurderes".
Man maa ikke staa med sit hjerte utenfor naturens
livsvilje og vurdere den med en fremmed (nemlig
aandelig) værdimaalestok, man maa forbinde sit hjerte
med den og vurdere ut fra dens eget centrum.1)
Derved gjør Nietsche sig til en likefrem forkynder av
det dæmoni sk-underrationale. Ved sin forkyndelse av
„viljen til magt" angriper Nietsche det aandelige i
dets inderste væsen, som er vilje til (objektiv) værdi,
ikke „vilje til magt". Denne utvikling fra panteisme
gjennem pessimisme til en aandsfornegtende
pandæ-monisme gir os den bedste anskuelsesundervisning i
panteismens mangler.
’) Kfr. Max Scheler: „Religiöse Erneuerung" s. 294 ff.
14. — R. E.: Skapelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
