Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Selma Brøter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
68
livet, som han ikke kunde skjønne, hvad var for
igrunden — og egentlig naar han tænkte paa
alle aarene fra han blev voksen — saa kunde han
ta Beate i armene sine og knuge hende næsten
fordærvet.
Da hændte det sommetider, at hun klynget
sig til ham og gav hans kjærtegn tilbake, vildt
og rasende. Og hendes lille barneansigt blev
hvitt og lidenskabelig fortrukket, og hun hvisket
mellem endeløse, sugende kys: Tænk om vi to
ikke hadde fundet hinanden, Stener — eller —
tænk om en av os døde, du —.
Det for igjennem ham altsammen, mens han
sat og saa ned paa solskinnet, der trak gnister av
hendes mørke haar. Og han trodde, hun tænkte
paa det samme, for hun hvisket:
«Stakkars —.»
Men da han spurte: «hvem stakkars» og løftet
hendes ansigt, var det smilende og rolig og
rosenrødt.
«Frøken Brøter vel —.»
«Det er ikke sikkert, det er saa synd paa
hende, som vi tror,» sa han tankefuldt.
«Aaajoda.» Beate 10. «Stakkars. Ja, jeg synes
det maa være sørgelig at vite det altsammen saa
godt i teorien — hvor fæle dere mandfolk er —».
«Men fy da, Beate,» sa Stener og skar et for*
forfærdet ansigt.
«Jamen skjønner du da ikke — de maa jo
være rent fortæret av tanken paa dette rare, som
de er utenfor — naar de kan bekvemme sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
