Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikkedukken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
241
jo altid hat saan et rigtig almuesansigt med den
stuegule huden stramt over de grove kindben og
saa dette sparsomme sorte haaret, som var gredd
bortover den blanke skallen. Men han hadde hat
saan etpar freidige, glade øine — og nu var de
sluknede fattigmandsøine. Ja, der var kommet et
fattigmandspræg over Leons far — saa hele det
lille bakværelset blev fuldt av kvælende, smit*
tende fattigdomsluft. Og jeg blev ræd, jeg skulde
komme til at graate, hvis jeg saa paa ham. Ja
— og jeg blygdes ved at sitte der med min
stakkars lille gave og ved alt jeg prøvet paa at si.
Da madame kom ind, stak jeg stiltiende pak*
ken bort til hende. Men de kom hen og takket
mig i haanden begge to. Saa tullet madame
dukken ut av papirerne. Og hun ryddet en plads
paa kaminhylden mellem uret og kandelabrene og
stillet den der.
Saa sat vi alle tre og betragtet alvorlig den
lille dukken, og hun vugget kroppen under de
opløftede skjørter, som hun vilde danse, og
nikket ned til os med det gaadefuldt spotske
smil i sit lille dødningehvite pikeansigt.
«Ja», sa madame. «Hvor den er nydelig! Og
hvor Leon var glad i denl Tænk at han krøp
op for at leke med den, endda vi hadde forbudt
ham at røre ved den, naar vi ikke var inde.»
Hun smilte i sine taarer. «Leon som var saa
lydig.»
Monsieur gik ut i butikken, og madame og
jeg blev sittende ved det voksduksbetrukne bord
16 — Sigrid Undset: Fattige skjæbner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
