Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Øinene i Skogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
da jeg kom ud paa Veien, aandet jeg friere, men
Angsten dirret endnu voldsomt gjennem mig.
Jeg kunde ikke længer tænke klart, saadan
hadde Oplevelsen inde i Skogen forhekset mig.
Jeg hadde bare en eneste Længsel, at komme til
bage til Gaarden. Da vilde jeg straks vække min
Ven og fortælle ham, hvad der var skedd. Jeg har
ikke længer nogen klar Forestilling om min Van
dring hjem, saa ophidset var jeg; jeg husker bare,
at Mørket i Alleen paany virket yderst nedtryk
kende. Jeg løb det sidste Stykke Vei.
Endelig kom jeg til Gaarden. Her var alt
fremdeles stille. Klokken kunde ikke være mere
end fem, og ingen af Folkene var staat op.
Veiret hadde i den sidste Time klarnet, saa Maa
nen nu skinte fra en næsten skyfri Himmel.
Uden at bekymre mig om, at jeg kunde bli set,
gik jeg over Gaardspladsen i dette hvide og spø
gelsesagtige Lys. Jeg kastet et Blik paa Fløien,
hvor den Gamle bodde. Intet Lys, Gardinerne
rullet ned. Det eneste oplyste Vindu i hele den
store Bygning var mit eget. Lampen stod og
brændte i mit Værelse.
Da jeg stod ved Døren, greb en pludselig
Ængstelse mig. Om den nu var laast? Jeg vilde
nødig la den Gamle vide, at jeg hadde spioneret,
og hvis jeg skulde larme nogen af de sovende op
for at komme ind, vilde sandsynligvis ogsaa han
bli vækket. Men til min store Glæde viste det
sig, at Døren var ulaast, som jeg hadde forladt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
