Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Ingen Udvej!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter hvert af disse sidste Ord bredte der sig en stadig
stærkere Rødme over den Fremmedes Ansigt. Den stak-
kars Oratoriumsbroder følte, at han selv blev rød. Ved at
se det stolte Glimt, som kom i hendes Blik, forstod han med
ett, at han havde taget feil af hendes Bevæggrund til dette
Besøg. Nei, hun var visselig ikke den angrende Heltinde i
en banal Roman om brødefuld Kjærlighed og Ægteskabs-
brud. I et Nu lød hendes Stemme fast, den uretfærdige
Mistanke havde vakt hendes Harme ...
„Nei, nei, ærværdige Fader, jeg har intet at bebreide
mig, af hvad De der antyder. Jeg er en hæderlig Kvinde.
Er det end saa, at jeg ikke længere gaar i Kirken, saa er
det dog ikke, fordi jeg har noget Feiltrin at skamme mig
over. Jeg har altid været en trofast Hustru. Jeg følte ingen
Anger, ingen Frygt ved at staa udenfor Kirken. Som jeg
allerede har sagt Dem, jeg havde Fred med min Sam-
vittighed tiltrods for, at jeg havde tabt min Tro ... Min
Tro sov. Den vaagnede ved Berøringen med min Datters
Tro, — hvordan det er gaaet til ... ja det kan jeg ikke selv
forklare. Det Hele er vel igrunden gaaet ganske ligefrem
til. Da Jeanne skulde gaa første Gang til Overhøring hos
Præsten, fulgte jeg hende ned i det lille underjordiske Ka-
pel i St. Sulpice her ved Enden af Gaden, hvor De bor
... der havde jeg jo ogsaa været paa hendes Alder. Og nu
vaagnede alle mine Følelser og Sindsbevægelser fra den
Tid, og jeg begyndte at leve mig ind i alt, hun nu maatte
føle. Jeg saa den samme Ild hos hende, som havde brændt
hos mig, hendes Aand aabned sig for religiøse Tanker
og Stemninger. Kjærligheden til Gud bemægtigede sig hen-
de, kort alt var som hos mig dengang. Var det min egen
Barndom, som paany fyldte mit Hjerte. Eller var det noget
andet. Jeg siger Dem endnu engang, jeg ved det ikke selv.
Jeg var begyndt at gaa til Messe igjen for Jeannes Skyld ...
men snart begyndte jeg at bede. Det tog mig først som en
uklar Anger, jeg hengav mig til dette Sværmeri for Fortiden,
som faar os til at gjense de Steder, hvor vi bodde som unge,
til at opsøge Slegtninger, vi for længe siden har tabt afsyne,
eller gamle Venner ... Under alt dette kom der saa et
Øieblik, hvor jeg pludselig forstod, at denne Fortid var
Nutiden. Jeg følte Guds Nærvær. Jeg følte min Sjæl leve
inde i mig. Ja, sandelig, der er en Gud, og han hører os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
