Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Stedfaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at være Mor, og der har jeg den samme Pligt mod min
Søn som mod min Datter .... Nuvel, min Moderpligt lige-
overfor min Søn kræver i dette Øieblik, at jeg maa undgaa
alt, som kunde formindske min Indflydelse over min Mand
... Pateren talte jo om de mange store Vanskeligheder, som
saa let kan blive en Følge af den særegne Situation, hvori
jeg befinder mig. Da han nævnte de forfærdelige Sammen-
stød paa Liv og Død mellem Stedfar og Stedsøn, fik jeg
rent ondt. Jeg saa i samme Øieblik Albert og Lucien staa
ret overfor hinanden med Ansigterne blussende af Had ...
Denne Vision af to Menneskers uhyggelige Holdning mod
hinanden overvældede hende med de frygteligste Forud-
følelser, samtidig som hun maatte indrømme, at der
var Virkelighed nok bag Fantasierne ... og rent instink-
tivt søgte hun at holde Synet borte fra sig med en heftig
Bevægelse, som om hun vilde flygte for en pludselig op-
dukket Fare. Hun lukked Øinene, idet hun rysted paa
Hovedet. Og atter lød det i hendes Indre: Nei, det skal
ikke ske! Gud vil ikke tillade, at dette sker. Han har straf-
fet mig nok ved at holde mig borte fra sig. Hvilken for-
færdelig Dag bliver det ikke for mig, naar Jeanne skal gaa
til Alters, og hvilken herlig Dag kunde det ikke blevet.
Men jeg vil bære den Lidelse, jeg vil bøie mig under den
og lade den være min Bod til Gud i Himlen, saadan som
Præsten befaler mig. I dette Tilfælde er det jo bare mig,
som rammes af Straffen, ingen andre, ingen andre! Hvor
grusomt vilde det ikke ogsaa være at maatte tænke paa, at
de to Mennesker, som staar mig nærmest, for min Skyld
skulde komme til at elske hinanden mindre ... Hvad havde
hun ikke selv følt for en Kval, de mange Gange hun i dette
Aar havde maattet erkjende, at hun fjernedes fra sine Nær-
meststaaende, og saa var det dog altsammen Indbildning ...
Men det er underligt, hvor man fristes til at tro paa Sand-
heden af de Ting eller Hændelser, som man er bange for
skal indtræffe ... En liden, flygtig Bemærkning af Pater
Euvrard var nok til at fylde mig med Angst og Gru for alle
disse Usandsynligheder. Om jeg i dette Øieblik kunde faa
fat paa ham og sige ham alt det, jeg nu har tænkt paa, vilde
han kanske ikke raadet mig, som han gjorde .... Men hvor
urimeligt at tænke sig sligt noget? Hvordan skulde Albert
og Lucien komme til at staa som Fiender mod hin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
