Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Berthe Planat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun havde forladt sin Ledsager efter at have sagt dette
lige udenfor Døren til den Restaurant i Racinegaden, hvor
Albert Darras senere skulde overraske de to unge Men-
nesker siddende ved Siden af hinanden. Luden havde set
hende gaa ind i den lange Sal, som allerede var fuld af
Middagsgjæster. Hun havde der ligesom paa Læseværelset
sin reserverede Plads. Træbordene uden Dug, det grove
Stentøi og de tykke Glas passed kun altfor godt til Ind-
skriften paa Forsiden af Huset: Maaltider for I Franc 10.
Det fattigslige ved dette Sted havde vakt Medlidenhed hos
den forelskede Lucien, samtidig med, at hendes sidste Ord
overvælded ham med Forvirring og Frygt. Han maatte se-
nere faa vide, hvilke Følelser der havde bragt hende til at
udtale dem. Der findes Tegn, som næsten ikke kan defi-
neres, men som alligevel er tydelige nok, og paa hvilke
Sjæle af samme Race kan kjende hinanden, saasnart de
mødes. Den lille Udtalelse, som Lucien var kommet med
om de Syges Ret til at høre Sandheden, havde for Berthe
været et saadant Tegn. Uagtet hun, som hun selv havde
sagt, bestræbte sig for at være god Kamerat med de andre
Studenter, vilde hun ikke have ladet denne ukjendte Mand,
som hun kun havde truffet paa et Bibliothek, henvende sig
til hende og tale til hende, hvis det ikke havde været for
en hemmelig Rørelse i hendes Hjerte. Men derfor havde
hun taget Hevn ved sin sidste Sætning. Den var en Skran-
ke, som var reist mellem hende og den unge Mand, hvis
denne havde kunnet fatte et forvovent Haab. Enten vilde
han nu ikke gjøre noget Forsøg paa at faa se hende igjen,
eller ogsaa vilde hendes Oprigtighed’ hindre alt tvetydigt;
han vilde ikke komme til at gjøre Kur til hende. Hvor
disse Minder stod levende for Lucien! I hvilken bekym-
ret Sindstilstand havde han ikke gaat tilbage gjennem
Racinegaden, overbevist om, at hans uforsigtige Følge-
skab og hans Spørgsmaal havde stødt den forsigtige Stu-
dentinde! Hvilken angstfuld Nat havde han ikke tilbragt
med at spørge sig selv, om hun nogensinde vilde tilgive
ham, at han havde rettet disse Spørgsmaal til hende! Da
han fik se hende igjen, fremdeles i det samme fredelige
Asyl for Studier, hvilken Glæde havde det da ikke været
for ham, at hun ikke syntes at være fiendtlig stemt! ...
Senere havde de talt sammen flere Gange. Disse Samtaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
