Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Berthe. Naar De gaar paa Hospitalet imorgeti, saa kom til
Arenapladsen Klokken ni. Jeg venter Dem der. Af det, jeg
har at bede Dem om, afhænger hele mit Liv, og jeg skjcel-
ver. Deres Ven L. .
Denne lille Arenaplads, til hvilken den forelskede unge
Mand saaledes havde henlagt deres Stævnemøde, er i den-
ne Morgentime et af de ensligste Steder i Paris. Den har
sit Navn efter nogle Bænkerader af en romersk Cirkus,
som er kommet for Dagen ved Udgravninger i den sidste
Tid, og som er blevet restaureret, hvorefter man omkring
dem har anlagt Grønsværskraaninger og plantet Træer.
Det hele er ved en Gitterport adskilt fra Navarre-Gaden.
Berthe Planat havde saaledes ganske kort Vei til Pladsens
Port. Men disse tre Minuter forekom hende dog meget
lange, da hun efter en Nat, som hun havde tilbragt med
Kamp mod altfor modstridende Indtryk, begav sig hen til
dette afsides Sted, hvor der skulde udspilles en ny og af-
gjørende Scene i hendes Skjæbnes Drama. Indtil nu, selv
under Forholdet til Méjan, havde hun selv ledet Skjæb-
nen. Hun kunde have taget feil paa den sørgeligste Maa-
de, men hun havde ikke ladet sig rive med. Nu gjorde
hun det, og hun var overvældet af en stor lidenskabelig
Følelse, som ikke længer lod hende se klart. Dette var
hos hende Kvindens Seier over Kvindesagskvinden, den
unge Piges Seier over Studentinden, en Seier for den
impulsive og ømme Skabning, som er ufuldkommen og
usikker, og hvis Svaghed kræver mandlig Støtte, over den
stolte og ræsonnerende Kvinde, som paa barnslig Vis hav-
de drømt om at holde sig oppe mod Samfundet alene ved
sine individuelle Kræfter. Da hun efterat have gaat over
Monge-Gaden fik se Lucien gaa frem og tilbage foran Por-
ten til Haven, svigted hendes Ben i den Grad under hende,
at hun troede, hun ikke skulde være istand til at gaa de
faa Skridt, som skilte hende fra ham ... Men han havde
ogsaa set hende. Han kom hende imøde. Han talte til
hende ... Hun mærked straks paa hans Maade at hilse
paa, paa hans Ansigt og paa hans Stemme, da han talte til
hende, saavelsom paa hans Blik, at han ikke var mindre
ængstelig end hun, og den ømme Følelse heraf var i sig
selv Lykke. Men fremfor alt konstatered hun, at han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
