- Project Runeberg -  Skilsmisse /
135

(1910) [MARC] Author: Paul Bourget Translator: Carl Nærup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Det aabne Saar

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

*

*


X
?
*


I
i
i
*


i
i
ir
7
T
skal ikke tale om nogen Ting til mig. Vi omfavner hin-
anden, og dermed er det opgjort. Jeg har allerede glemt
alt ...“
„Aa, hvor jeg elsker dig! ...“ sagde Gabrielle. Saa til-
føied hun skjælvende: — »Hør, nu kan jeg høre hans
Skridt ... Lad mig faa gaa og møde ham ...“ Hun skjøv
sin Mand ind i hans Arbejdsværelse — deres korte Møde
havde fundet Sted i den lille Salon — og aabned Døren,
som førte ud til Trappegangen. Der fik Luden se hende
støttet til en af Fløidørene, da han kom op ad Trappen.
Han havde næret et saa stærkt Haab om, at hans Forkla-
ring overfor sin Stedfader skulde gaa forud for denne!
Men da han saa hende, neppe istand dl at staa paa Benene,
med Ansigtet vædet af Taarer og bleg efter den Angst, hun
havde gjennemlevet i disse to Dage, følte han sig sønder-
knust. Han skyndte sig mod hende, og de omfavned og
kyssed hinanden med en Ømhed, som for et Minut ud-
sletted alt. For første Gang paa mange Aar kunde Lucien
skjønne, i hvilken Grad hans Plads stod urørt i hans Mo-
ders Kjærlighed tiltrods for hendes andet Ægteskab. For
hende var han paany det Barn, som hun havde baaret un-
der sit Hjerte, Kjød af hendes Kjød, hendes eneste Grund
til at leve, dengang hun havde været saa ulykkelig, og hun
kyssed ham under Taarer, idet hun sagde i den samme be-
skyttende og kjælende Tone som dengang:
„Min lille Ven! Saa har jeg da faat dig igjen! ... Det
er altsaa virkelig dig! ... Hvorfor kom Du ikke til din
Moder straks, da du havde det ondt? ... Hvorledes kunde
du forlade mig uden at skrive til mig? ... Jeg har havt
saa meget at gjennemgaa! ... Men nu er du her. Nu for-
lader du mig ikke mere ... Nu har du mig, som vil forstaa
alt, og som kan trøste dig, naar du beklager dig ... Tal
ikke til mig nu. Hold dit Hoved her, saaledes som i gamle
Dage, naar der feiled dig noget ...“ — Hun havde ladet
ham sætte sig paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og
hun vugged ham sagte. Lucien var bleven saa rystet af de
sidste Timers Oplevelser, han var endnu saa saaret, selv
i sit Haab, at han et Øieblik overgav sig til den blide Fø-
lelse af at være elsket af denne Moder, som han aldrig
havde følt var helt og holdent hans. Var ikke denne liden-
skabelige Kjærlighed ogsaa et sikkert Bevis paa, at hun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Mar 18 04:26:51 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/skmisse/0141.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free