Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
vet sin ære, ligger en, som er pint tildøde! Og
han er ikke det eneste offer, som har søgt sin
befrielse i døden . . . ."
Jeg sa vist nogle ord til; saa kom de og førte
mig smilende bort. „Erdmann er nok ikke rigtig
idag", sa en af lærerne, „det var jo latin, ikke
tysk, han skulde tale. Næste gang faar han gjøre
det bedre".
Jeg tumlede hjemover som en gal. Henrik,
min bedste ven, kom løbende efter mig. „Andreas,
hvacl sa du? hvad har du sagt?"
„Altfor, altfor lidet!"
,.Du maa be om forladelse, Andreas, ellers gaar
det rent galt".
Jeg lo ham lige op i ansigtet. Da tog han
mig bevæget i haanden og sa: „Det var sandt,
det du sa, Andreas; men just derfor tilgir de dig
det aldrig".
„Det skal de ikke heller", svarte jeg i min
trods.
Min haand skjælver, mens den skriver dette,
endda det er saa længe siden.
Et aarstid før dette var det, at min ven
Henrik havde skaffet mig huslærerposten hos den
fornemme friherre von Schrankenheim. Mit arbejde
var ikke svært; jeg havde en gut at undervise.
Jeg havde det godt der i huset. Min elev,
Herman, en kjæk, læselysten gut, holdt meget af mig.
Saa og hans søster, en dejlig pige — jeg var af
hjertet hendes ven.
Men mens tiden gik saaledes, følte jeg mig
mere og mere uvel i det rige hus. Jeg følte mig
fattig og blev endda mere kejtet og forlegen, end
jeg af naturen er. Alle vidste, at jeg var fattig,
og de var saa venlige mod mig, selv tjenerskabet,
vilde af og til stikke smaa foræringer til mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
