Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Etsteds i verdensrummet hænger en liden klokke ;
vi ved ikke, om den hænger etsteds hernede paa
jorden eller oppe blandt stjernernes krans —• den
kalder paa os allevegne. Og i en stille time gribes
vor sjæl af dens søde klang og længes.....og
længes ... . ■■■•■■■
O skog, du stille, du hellige tilflugt f’or de
forældreløse, de forladte, forfulgte — verdenstrætte;
du eneste eden, som endnu er biet tilbage for dem,
der har mistet lykken her paa jorden!
Hør! — Hører du endnu tydløshedens evige
tone? hører du ogsaa den fjerne banken og hamren?
Det er vedhuggeren med øksen — engelen med
sværdet.
Hos gjæterne.
De første folk her i verden vargjætere.
Gjæ-terne er de fredsommeligste af de mennesker, en
møder her i skogen. Saa begyndte jeg med
gjæ-terne.
Nu har jeg alt faaet tag i en god del hyrdeliv.
Men naar jeg undtar de to oppe i Miesenbachsæteren,
saa hører de ikke hjemme her allesammen; gjæterne
har aldrig noget rigtig fast hjem, de er nomader.
Om vinteren lever de ude i de lavere bygder, bor
paa de bondegaarde, hvor de hører til. De lever
sammen med menneskene og sover sammen med
bølingen og gjejten. Saa kommer vaaren. Straaene
paa marken kiger alt saa smaat frem af sine grønne
hylstre forat se op mod himmelen, om ikke svalerne
skulde være komne. Vaarbækkene minker og tørker
ind. Da trækker gjæterne bølingen ud af fjøset og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
