Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
den frygter mere for dets i lidenskab glødende aande
end for sneens dødskolde kys.
Saa er da jeg den uforstaaende og uforstaaede.
Tankeløs og planløs hvirvles jeg rundt med
skabningens uhyre, levende hjul.
Forstod jeg endda mig selv. Neppe er jeg
kommen til ro efter feberen ude i verden, neppe
har jeg begyndt at glæde mig ved skogens fred,
før jeg længes efter paanv at sende blikket ud i det
fjerne, saa langt menneskets øje kan naa. — Derude
paa eggen af det blaa skogbryn skulde jeg gjerne
staa og se vidt ud over landet til andre mennesker.
De er ikke bedre end skogfolket, véd ikke stort
mere heller; men de kjæmper og aner og søger dig,
o herre! ....
Paa Himmelstigen.
En vakker høstmorgen gav jeg mig paa vejen
for at gaa op paa højfjeldet, hvis højeste top er
„Graatanden". — Nede i Winkel ligger alting i
skygge; heroppe vider verden sig ud, lys og uendelig.
Der er ingen vej. En maa gaa bent frem gjennem
busker og krat, over rullesten og myrlænde.
Efter flere timers gang kom jeg til
Miessen-bachsætren. Det unge, friske par var alt borte.
Den lyse sommertid er forbi; sætren staar høstlig
forladt. Vinduet, som Aga ellers plejede at kige
ud af efter Bertold, er tilspigret. Vandrenden
udenfor døren ligger væltet med en stor istap nedentil.
Det lille havebed, som sæterjenten isommer
plejede saa omhyggeligt, og hvor de lyse blomster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
