Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
og røgte sin pibe, saa jog vagtmænd med bajonetter
paa geværerne den troeslunkne i kirken.
Det var en glædelig tid for vor orden, og den
blev stærk og hjemme i landet, som den aldrig
havde været det før.
Men jeg selv var ikke lykkelig. Naar
begejstringens time var forbi, følte jeg en forfærdelig
indre tomhed, og der var stadig en stemme i mig,
som vilde lokke mig bort fra mit hellige kald, der
havde den store opgave at tæmme den hovmodige
menneskenatur og lede den ind under vor kirkes
enhed og fællesskab. Jeg søgte at kjæmpe mod
stemmen ved at be og arbejde; jeg trodde, det var
djævelens stemme. — Kanske det dog var en
andens. — Men nu kommer alt natten, er det
ikke saa?"
Enslingen saa paa mig, forvirret, som om han
af mig ventede svaret paa sit spørsmaal.
„Det kan ikke være natten alt nu", svarte jeg,
„det er mørk-skodden, som lægger sig over skogen."
„Jo, jo", vedblev den fortællende ligesom
drømmende, „natten kommer. Unge ven, I skal se, nu
kommer den sorte nat".
Det var saa stille en stund, at det syntes mig,
jeg hørte taagen svøbe sig om trærnes kroner.
Saa vedblev manden igjen:
„Saa var det i en stor landsby. Der sad jeg
i skriftestolen sent en aften. Kirken var endelig
blevet tom, og den evige lampe over alteret kastede
sit matte, røde skjær paa væggene. Der stod en
eneste mand nede ved døren, uvis om han skulde
gaa eller ej.
Jeg vinkede paa ham. Det gav et sæt i
mennesket, han kom og sank ned paa skriftestolens trin
og begyndte med forvirrede og hastige ord sin
be-kjendelse. Saa foldede han sine hænder saa fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
