Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Gamle Rüppel skal faa den lyseste, lille stue
i mit nye hus. Han er saa alene, stakkar. Folk
vil knapt gi ham en bete mad for hans Viser længer.
De har glemt, hvor mangen en gang de i festlige
timer har glædet sig ved hans barnlig fromme viser,
hvorledes de baade har let og grædt over ham, og
hvor tidt de sa til hverandre: ,,Er det ikke, som
om den helligaand taler ud af ham."
Men det forstaar sig, gamlingen begynder saa
smaat at gaa i barndommen. Nu har han laget sig
en harpe af en gren, han har bøjet sammen, med
nogle halmstraa til strenge. Saa sidder han paa en
sten inde i skogmørket med sit lange, hvide haar
og skiæg flommende vildt nedover den vide
vad-melstrøje; harpen holder han ind til brystet, og
hans gamle, taagede øjne stirrer op mod
skogtoppene, mens han synger og spiller for fuglene, som
han har lært visen af.
Og skogens dyr er ikke bange for ham. Af
og til hopper et ekorn ned fra grenene ned paa
hans skulder og pudser sig om snuden og hvisker
noget ind i øret paa ham.
Hans ord og viser blir mere og mere
uforstaaelige. Han afpasser ikke sine sange efter tid og
anledning heller mere nu. Han synger glade
barne-sange og kjærlighedsviser, som om han drømmer om
sin ungdom.
Naar den gamle hvidskjæg ved sommertide
sidder urørlig paa en fjeldknaus, tar man ham paa
frastand for en dusk edelweis.
Saa løber biller og myrer opover hans klær og
kravler rundt i hans lange skjæg; og humler kredser
om hans hoved, som var der vild honning i det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
