Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
Det er ikke skik, at en uindviet opløfter sin
røst midt under gudstjenesten; men det gjorde gamle
Rüppel idag. Han rejste sig og brød ud:
„Idag skal alle klokker ringe, og alle
fugle-røster klinge; Vorherre kommer fra kirkevraa, han
agter sig ’ud i skogen at gaa. Han hviler sødt
under grønne lind, der bejter hjort, og der bejter hind.
Han siger sit første mægtige ord, da stiger hvert,
saakorn af sorten jord. Og ved det andet ord af
hans tale bråt vækkes alle smaablomster i dale. Og
raaber han ud sit tredje ord, da maa tordenen tie,
og lynet maa bie, og stormen sig skjule i fjeldets
dybeste hule. O, dig ske pris og ære, du store,
almægtige Herre! Og naar du taler dit sidste ord,
da skjælver hele vor store jord, og himmelen
blegner, og fjelde og klipper segner; da kalder din
stemme, da opstaar de døde, mens ilden lægger
alverden øde. Men denne vaardag i skogen grøn
vi opsender til dig vor hjertelig bøn: naar timen
engang kommer, da vær os en naadig dommer!"
Den gamle, forunderlige mand ved at finde
hjerterne med sine ord. Grebne og opløftede vendte
vi alle tilbage til kirken.
Og det grønne birketelt med sine hvide
bæresøjler vil bli staaende paa alteret, til dets tusen
fine bladhjærter er visnede.
Høsten 1831.
Endelig er der kommet svar til præsten
angaaende hans andragende om, at bønderne maatte
faa kjøbe jorden.
Friherren giver præsten at forstaa, at han som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
