Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Skoglilje i tjernet.
Mariæ himmelfart 1835.
Nu er der pludselig hændt noget uforudset.
For flere dage siden flk jeg brev fra min
tidligere elev, vor nuværende herre.
Herman skriver, at han har brugt de urter,
som jeg havde sendt ham fra en tømmerhugger i
Winkelbro, og at han nu føler sig noget bedre.
Men derved var han kommen paa den tanke, at han
vilde rejse ind mellem fjeldene til vor skogtrakt,
som han slet ikke kjender, og bli nogle dage her i
denne milde høst. Han vilde rejse ganske alene,
for menneskene, især alle bymennesker, var biet
ham modbydelige; det var vel hans sygelighed, som
gjorde det, men han kunde ikke hjælpe det. Han
havde levet sig syg i verden. Nu vilde han prøve,
om skogen og fjeldet og vildmarken kunde gjøre
ham frisk. — Og saa vilde han be mig, sin
tidligere lærer, som havde gjort saa meget for
Winkelbro, om at være hans fører og møde ham paa en
bestemt dag i Grabenegg.
Grrabenegg er en god dagsrejse herfra; stedet
bestaar bare af nogle stenhuggerhytter. Jeg var
der paa den fastsatte dag, og snart efter kom
Herman kjørende med skyds. Saa kjørte jeg med ham
ind mellem fjeldene.
Men Herman skræmte mig rent i begyndelsen.
Jeg kunde næsten ikke kjende ham igjen. Han
kjendte mig derimod straks og kaldte mig Andreas.
Hans hilsen var høflig, men den stakkars mand er
træt af livet.
Vi kjørte, saalangt kjørevejen gik. Saa sendte
Herman skydsen hjem igjen, og vi gik afsted paa
stier, som vildtet alene havde traadt, indover mod
vildmarken, over hvis højder bræerne strækker sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
