Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
igjen. Med tusen gebærder talte han til hende,
blodet steg op i hans kinder, men Anna sa: „Nej
— nej, Peter."
Da tog gutten med et til felen og spilte et
stykke for Anna, som ikke jeg havde lært ham.
Det var vidunderligt; aldrig i mine levedage havde
jeg tænkt, at Peter kunde spille slig.
Og saa længe holdt han paa, til Anna tog ham
om halsen og sa: „Hold op, det gjør saa inderlig
ond at høre paa. Peter, du ved jo, at jeg holder
af dig."
Ja, de unge, de unge! Naar slig en unggut
ikke har røst til at snakke med, jamen ved han at
skaffe sig ret paa felen.
Ved vintertide 1857.
En dagbog er som en tro ven. Hvad man end
betror den, den glemmer det ikke og sender det
ikke videre. Naar jeg blader i disse optegnelser,
kan jeg næsten ikke tro, at det er mig, som har
oplevet og nedskrevet alt dette. Det er
forunderlige oplevelser.
Jeg har da engang været et menneske! Fra at
være en gammel mand blev jeg en ung; nu er jeg
igjen biet en gammel, halvblind en, som bogstaverne
danser paa papiret for. Folk har skudt mig
tilside . . .
Men herregud, det gaar de færreste bedre.
Jeg kræver ingenting. Jeg har gjort mit og er
tilfreds.
• 1864.
Og nu har jeg ikke været ude af skogene her
paa femti aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
